En fejl på det ecuadorianske elnet har efterladt 18 millioner mennesker uden strøm.

Fejl på elnettet slukker strømmen for hele Ecuador

Foto: Galo Paguay/Ritzau Scanpix
Foto: Galo Paguay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En fejl på Ecuadors elnet har onsdag aften dansk tid ført til en strømafbrydelse i hele det sydamerikanske land.

Det oplyser landets minister for infrastruktur, Roberto Luque, på det sociale medie X, der før var kendt som Twitter.

»Der er en fejl på en transmissionsledning, som har ført til en kædereaktion af afkoblinger, så der er ingen elektricitet på nationalt plan, skriver Luque.

Luque skriver omkring klokken 01.15 natten til torsdag dansk tid, at myndighederne er ved at genoprette forsyningen, og at strømmen lige så stille er ved at vende tilbage.

Ifølge Luque vil det dog stadig tage mellem tre og fire timer, før hele landet har elektricitet igen.

Metroen i Ecuadors hovedstad, Quito, er en af de infrastrukturelementer, som er blevet sat ud af drift på grund af strømafbrydelsen.

»På grund af en fejl på det nationale elnet afbrydes driften af Quito Metro, mens systemerne genstartes, skriver hovedstadens metroselskab på X.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med en person i hovedstaden, som fortæller, at der var udpræget forvirring på gaden, da trafiklys pludseligt stoppede med at virke.

I april erklærede landets præsident, Daniel Noboa, at Ecuador stod i en energikrise og fortalte, at der skulle spares på elektriciteten.

Landet får en stor del af sin elektricitet fra vandkraft, ikke mindst fra Coca Codo Sinclair-dæmningen. En vedvarende tørke har skabt forsyningsproblemer.

Men da regnen endelig kom, regnede det så meget, at det gav et helt nyt problem for energiforsyningen.

I weekenden kom der så meget nedbør, at flere vandkraftværker måtte tages ud af drift. De store mængder regn førte desuden til jordskred, hvor 17 mennesker mistede livet og adskillige flere kom til skade.

Ecuador ligger på Sydamerikas vestkyst. Der bor cirka 18 millioner mennesker.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her