WikiLeaks-stifteren australske Julian Assange vil erklære sig skyldig som del af et forlig med USA’s justitsministerium og dermed blive løsladt efter fem år i et britisk fængsel, viser en række retsdokumenter, skriver flere medier, heriblandt amerikanske NBC News og nyhedsbureauet Reuters.
Assange er i USA tiltalt for en række forhold vedrørende WikiLeaks’ offentliggørelse af hundredtusindvis af klassificerede dokumenter i 2010.Dokumenterne blev indleveret ved distriktsdomstolen for Nordmarianerne, et amerikansk oversøisk territorie i Stillehavet.Her er det ventet, at Assange skal møde op for at blive idømt en fængselsstraf på 62 måneder. Da han allerede har afsonet den mængde tid, bliver han løsladt og får mulighed for at vende hjem til fødelandet Australien.
WikiLeaks udgav i 2010 hundredtusindvis af klassificerede amerikanske militærdokumenter, der omhandlede USA’s krige i Irak og Afghanistan. Fra amerikansk side mener man, at Assange med sine handlinger har skadet den nationale sikkerhed og sat agenters liv i fare.
Hans mange globale støtter ser dog anderledes på sagen. De mener, at retsforfølgelsen er et angreb på journalistik og ytringsfriheden. Alt fra medier til menneskerettighedsgrupper og Australiens premierminister, Anthony Albanese, har opfordret til, at sagen bliver droppet.
I april sagde USA’s præsident, Joe Biden, at man overvejer Australiens anmodning om at droppe anklagerne mod WikiLeaks-stifteren.
Assange har siden 2019 siddet fængslet i London og kæmpet imod truslen om udlevering til USA. Før 2019 brugte Assange syv år på den ecuadorianske ambassade i London i eksil. Da hans asyl blev ophævet, blev han anholdt.
Ritzau
fortsæt med at læse


























