Nato-landene lover Ukraine 40 milliarder euro i militærstøtte i det kommende år. Det fremgår af erklæring fra Nato-topmødet i Washington.
Beløbet svarer til knap 300 milliarder kroner.
Dermed sender Nato-landene et signal til Ukraine om, at støtten vil fortsætte på det nuværende niveau i det kommende år.
Trods de mange milliarder er der tale om en udvanding i erklæringen i forhold til udspillet fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Stoltenberg luftede i foråret muligheden for et tilsagn over fem år på 100 milliarder euro til Ukraine.
Det er på topmødet blevet barberet ned til ét år og 40 milliarder euro.
Statsminister Mette Frederiksen (S) glæder sig dog over, at tingene med hendes øjne bevæger sig i den rigtige retning for Ukraine.
»Hvis man ser tilbage på de seneste to et halvt år, så har det næsten været samme melodi hver eneste gang«.
»Vi er startet med nogle små skridt. Så er vi nogle lande, der har presset på for større skridt, og så er vi nogle, der har taget nogle rigtig store skridt, og så er vi endt det rigtige sted«.
»Jeg ser i virkeligheden processen omkring det her på samme måde«, siger Mette Frederiksen.
Tilsagnet er dog ikke juridisk bindende for kommende regeringer.
Dermed kan eksempelvis Donald Trump feje det af bordet, hvis han bliver valgt til ny præsident i USA med ønsket om at presse Ukraine til fredsforhandlinger.
ritzau




























