Det amerikanske militær har onsdag meddelt, at nødhjælp ikke længere kan transporteres via anløbsbro ved Gaza.

Amerikansk militær afslutter nødhjælpsoperation i Gaza

Lyt til artiklen

Det amerikanske militær har onsdag meddelt, at det afslutter sin midlertidige operation i Gaza, hvor en flydende mole ud for Gazas kyst skulle gøre det muligt at få leveret nødhjælp til palæstinenserne.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

»Den maritime mission, der involverer molen, er afsluttet. Så der er ikke længere behov for at bruge molen«, sagde flådens viceadmiral Brad Cooper til en nyhedsbriefing.

Han er næstkommanderende for den amerikanske centralkommando.

Molen består af en flydende anløbsbro og en fæstnet kaj, som har gjort det muligt for lastbiler at fragte nødhjælp fra skibe til distributionscentre inde i Gazastriben.

Operationen er tidligere blevet kritiseret for ikke at leve op til forventningerne, fordi broen har vist sig at være sårbar over for dårligt vejr.

Derfor var der allerede i juni meldinger om, at militæret overvejede at stoppe projektet før tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her