Brokollaps som følge af ’skybrud og pludseligt stærke oversvømmelser’ har dræbt 11 personer i Shaanxi.

11 personer mister livet efter brokollaps i Nordkina

Lyt til artiklen

11 personer har mistet livet, efter at en bro fredag aften kollapsede i den nordkinesiske provins Shaanxi som følge af voldsom regn.

Det oplyser det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Broen kollapsede »som følge af skybrud og pludseligt stærke oversvømmelser«, skriver Xinhua med henvisning til de lokale myndigheder.

Det var omkring klokken 20.40 lokal tid, at broen, der ligger i byen Shangluo, kollapsede.

Lørdag morgen lokal tid arbejder redningsfolk stadig på ulykkesstedet.

Det er lykkedes at fiske fem biler op af vandet. Det er uklart, om nogen personer er savnet som følge af broens kollaps.

På den statslige tv-kanal CCTV kan man se, hvordan en del af broen er under vand.

Shaanxi er med et areal på over 205.000 kvadratkilometer den 16. største provins i Kina. Til sammenligning har Danmark et areal på cirka 43.000 kvadratkilometer.

Der bor omkring 37 millioner mennesker i Shaanxi, hvis hovedstad er Xi’an.

Motorvej kollapsede

Flere steder i Kina har i løbet af de seneste måneder oplevet voldsom regn.

I maj mistede 48 personer livet, efter at en del af en motorvej kollapsede nær byen Meizhou i det sydlige Kina.

Statslige medier rapporterede dengang, at der var oversvømmelser på vej, der »kun ses én gang i løbet af et århundrede«.

Senest er det siden tirsdag gået ud over den nordlige og centrale del af landet.

Fredag døde mindst fem personer efter pludselige oversvømmelser i byen Baoji - også i Shaanxi. Otte personer er fortsat savnet.

Der har været ekstremt vejr på menuen i Kina hele sommeren, der har budt på voldsom regn særligt syd- og østpå, mens der har været hedebølger i den nordlige del af landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her