I Kina er det nytår. Mandag er første dag i Abens år, som det hedder ifølge den traditionelle månekalender. Hele nationen, hvor der bor 1,35 milliarder mennesker, fejrer det og går på ferie i en uge. Det er årets største højtid i Kina, hvor alle rejser på kryds og tværs af landet - der geografisk er på størrelse med USA - for at vende tilbage til deres hjembyer og være sammen med familien.
Officielt er ferien på en uge. Men mange bor hundreder eller endda tusinder af kilometer fra deres hjembyer og bruger flere dage på den lange rejse hjem. Derfor tager de fleste en forlænget ferie, så perioden strækker sig fra 24. januar til den 4. marts, hvor Kina stort set går i stå.


























