Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejser onsdag til Beijing for at underskrive et nyt kapitel i Danmarks strategiske partnerskab med Kina. Men han lader mobiltelefonen blive derhjemme. Vurderingen i de danske efterretningstjenester er nemlig, at kineserne spionerer og stjæler med arme og ben, og en dansk toppolitikers fortrolige beskeder kan være spændende læsning. Bare spørg Minkkommissionen.
Den lille telefon er en detalje i det store spil, hvor stater spionerer mod hinanden. Men det er trods alt få lande, hvor udenrigsministeren slet ikke tør løbe risikoen. Det udstiller paradokset i det dansk-kinesiske forhold anno 2023. Hvor troværdig er din partner, hvis hans ene hånd konstant forsøger at finde vej ned i din bukselomme?


























