USA’s værste atomulykke skete på Tremileøen. Nu genåbnes øens kraftværk for at drive AI-center.

Stedet for USA's værste atomulykke genåbnes

Tidligt om morgenen 28. marts 1979 indtraf den værste atomulykke i USA's historie på Three Mile Island-værket i Pennsylvania. Ulykken gav ny næring til modstanden mod at anvende kernekraft og udløste skærpede krav til sikkerhed og beredskab på kernekraftværker. Foto: Barry Thumma/Ritzau Scanpix
Tidligt om morgenen 28. marts 1979 indtraf den værste atomulykke i USA's historie på Three Mile Island-værket i Pennsylvania. Ulykken gav ny næring til modstanden mod at anvende kernekraft og udløste skærpede krav til sikkerhed og beredskab på kernekraftværker. Foto: Barry Thumma/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Atomkraftværket på Tremileøen (Three Mile Island på amerikansk) i Pennsylvania genåbnes for at levere strøm til Microsoft, skriver Constellation Energy ifølge AFP.

Det amerikanske energiselskab oplyser, at strømmen skal bruges til at drive Microsofts voksende tjenester inden for AI og cloud.

Tremileøen var hjemsted for USA’s værste atomulykke i 1979. Her skete en delvis nedsmeltning af reaktor 2. Der er to atomreaktorer på øen. Det er altså reaktor 1, der bliver genstartet. Denne reaktor var aktiv helt frem til 2019, hvor den blev lukket ned af økonomiske årsager.

Før nedlukningen var reaktoren i stand til at skabe strøm til mere end 800.000 husstande, og nu vil Microsoft bruge energien til at understøtte elnettet i staterne omkring Washington, D.C. Ifølge Microsofts vicedirektør for energi, Bobby Hollis, er der her tale om elnettet i 13 stater.

Forstærkningen er påkrævet, fordi området fungerer som et krydsfelt mellem techgiganter som for eksempel Microsoft, Amazon og Google. Alle tre virksomheder er lige nu i gang med at udvide deres datacentre for at kunne følge med den stigende efterspørgsel på kunstig intelligens. Og Amazon har da også investeret et anseligt beløb på 650 millioner dollar i et datacenter, der får strøm fra et andet atomkraftværk i Pennsylvania.

Bobby Hollis fortæller, at projektet på Tremileøen er et led i planen om at Microsoft skal være CO2-negativ i 2030. Sol- og vindenergi indgår også i planen, men atomkraft anses for at være en mere stabil kilde til energi.

Atomreaktoren forventes at genåbne i 2028, oplyser Constellation Energy ifølge AFP.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her