Otte dage efter valget er den kommende præsident Trump inviteret til møde hos den afgående præsident Biden.

Biden og Trump skal mødes i Det Hvide Hus

Joe Biden og Donald Trump mødtes senest på årsdagen for terrorangrebet i New York 11. september. På dette tidspunkt havde Biden trukket sig som præsidentkandidat. Foto: Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix
Joe Biden og Donald Trump mødtes senest på årsdagen for terrorangrebet i New York 11. september. På dette tidspunkt havde Biden trukket sig som præsidentkandidat. Foto: Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Joe Biden, skal onsdag mødes med den kommende præsident, Donald Trump, i Det Ovale Værelse, meddeler Det Hvide Hus’ pressetjeneste ifølge Reuters.

Mødet vil finde sted onsdag klokken 11.00 lokal tid – klokken 17.00 dansk tid. Der er ikke umiddelbart flere oplysninger fra Det Hvide Hus’ pressetjeneste.

Mødet bliver det første mellem de to ledere, efter at de mødtes til en tv-debat i juni. Her klarede Joe Biden sig så dårligt, at såvel politiske kommentatorer som hans eget parti lagde massivt pres på ham for at trække sig. I stedet blev den nuværende vicepræsident, Kamala Harris, hurtigt valgt som Demokraternes præsidentkandidat.

De to var dog også begge til stede i New York 11. september på årsdagen for terrorangrebet i New York og Washington, D.C.

Trump vandt en overbevisende sejr ved tirsdagens præsidentvalg i USA over Harris. Dermed bliver han både Joe Bidens forgænger og efterfølger på præsidentposten.

Harris og Biden har begge sagt, at de vil arbejde for en fredelig og ordentlig overdragelse af magten. Det står i modsætning til overdragelsen i 2021, da Trump forlod Det Hvide Hus uden at mødes med Biden eller overhovedet anerkende sit valgnederlag. Endnu har Trump ikke indrømmet, at han tabte valget for fire år siden.

Forud for indsættelsen af Biden havde Trumps tilhængere stormet Kongressen i et forsøg på at stoppe den formelle godkendelse af Bidens valgsejr. Trump brød også med normer og traditioner ved at undlade at være til stede, da Biden blev taget i ed 20. januar 2021.

Efter planen tages Trump i ed som USA’s 47. præsident ved en ceremoni i Washington, D.C., 20. januar 2025. Indtil da ventes Trump og hans overgangsteam at arbejde på at forberede hans embedsperiode fra hans hjem i Florida, feriestedet Mar-a-Lago.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her