Gennem linsen på et skjult kamera ses Russell Vought sidde afslappet i en lys sofa. En af de to mænd, der sidder over for ham, hælder kaffe op og rækker ham en kop. Det er august 2024, og den amerikanske præsidentvalgkamp er ved at gå ind i den afgørende fase.
Russell Vought tror, at de to mænd over for ham er potentielle pengedonorer til Donald Trumps valgkampagne, der vil høre mere om Trumps politiske planer. Derfor har Vought indvilget i at fortælle dem nærmere om den ultrakonservative politik, han i samarbejde med kampagnefolkene i hemmelighed går og brygger på.