Direktør for USA’s nationale efterretningstjeneste, NSA, er blevet fyret, skriver flere amerikanske medier. Ledende demokrater fordømmer fyringerne.

Leder af amerikansk efterretningstjeneste er blevet fyret

General Timothy Haugh tiltrådte som direktør for National Security Agency i februar 2024. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
General Timothy Haugh tiltrådte som direktør for National Security Agency i februar 2024. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret fredag kl. 23.25, efter at en talsmand fra Pentagon har bekræftet fyringen af Timothy Haugh.

Direktøren af USA’s nationale efterretningstjeneste (NSA) hedder ikke længere general Timothy Haugh. Af NSA’s hjemmeside fremgår det fredag, at William J. Hartman nu er fungerende direktør. Også vicedirektør Wendy Noble er blevet fyret. Sheila Thomas er fungerende vicedirektør.

The Washington Post var torsdag det første medie til at bringe afskedigelserne til offentlighedens kendskab på baggrund af tre unavngivne kilder. Kort efter erfarede andre medier, heriblandt CNN og The New York Times, det samme fra unavngivne medlemmer af Senatet, medlemmer af efterretningsudvalg i Repræsentanternes Hus og to tidligere embedsmænd.

Hverken Pentagon eller Det Hvide Hus bekræftede i første omgang fyringerne, mens US Cyber Command og NSA afviste at kommentere sagen over for de amerikanske medier. NSA er en af USA’s førende efterretningstjenester og bruger specialiseret teknologi og systemer til at indsamle og analysere efterretninger. US Cyber Command overvåger forsvarsministeriets netværk.

Først fredag blev fyringen af Timothy Haugh bekræftet af det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon, som NSA hører ind under.

»Forsvarsministeriet takker general Timothy Haugh for at have tjent nationen i årtier kulminerende som øverstbefalende for U.S. Cyber Command og direkfør for National Security Agency. Vi ønsker ham og hans familie alt godt«, sagde pressetalsmand i forsvarsministeriet Sean Parnell ifølge flere journalister på X.

Inden da var demokraterne Jim Himes og Mark Warner, der er medlemmer af efterretningsudvalget i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet, ude at fordømme fyringerne.

»Jeg har kendt general Haugh som en ærlig og ligefrem leder, som fulgte loven og satte den nationale sikkerhed øverst – jeg frygter, at det er netop er disse kvaliteter, som ville kunne føre til, at denne regering har fyret ham«, sagde Jim Himes torsdag ifølge The New York Times.

Havde aktivist en finger med i spillet?

Fyringerne kommer, efter at den højreorienterede politiske aktivist Laura Loomer onsdag holdt møde med præsident Donald Trump i Det Ovale Værelse. Efter mødet skrev The New York Times på baggrund af unavngivne kilder, at en række medarbejdere i Det Nationale Sikkerhedsråd under Mike Waltz, der er i vælten, efter at han tilføjede chefredaktøren for magasinet The Atlantic til en chattråd i beskedappen Signal, var blevet fyret.

Over for The Washington Post bekræftede Laura Loomer torsdag, at hun på mødet med Trump også opfordrede til, at general Haugh og Noble blev fyret, fordi hun anså dem for at være illoyale over for præsidenten, og fordi de var blevet ansat under den tidligere forsvarschef Mark A. Milley, som er stærkt kritisk over for Trump.

Loomer lagde tidligt fredag et opslag op på X til sine 1,6 millioner følgere, hvor hun takker Trump for at være modtagelig over for det undersøgelsesmateriale, som hun angiveligt havde indsamlet om Haugh og andre, og for at have truffet beslutning om fyringerne.

Siden han tiltrådte den 20. januar, har Donald Trump fyret flere topembedsmænd i amerikanske agenturer, heriblandt forsvarschef Charles Q. Brown. Nuværende og tidligere embedsmænd i Pentagon fortæller til CNN, at der er en voksende frygt i Forsvarsministeriet for, at man kan blive fyret når som helst, hvis man ikke udviser en adfærd, der anses for at være tilstrækkeligt loyal over for USA’s præsident, Donald Trump.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her