Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har fredag sigtet en dommer i Wisconsin på mistanke om, at hun har obstrueret anholdelsen af en indvandrer i sidste uge. Det fremgår af retsdokumenter, skriver nyhedsbureauet Reuters og The New York Times.
FBI har beviser for, at dommer Hannah Dugan har forpurret en anholdelse af en ulovlig indvandrer, skrev FBI’s direktør, Kash Patel, i et siden slettet opslag på det sociale medie X.
»Vi mener, at dommer Dugan bevidst vildledte føderale agenter væk fra den person, der skulle anholdes i hendes retssal, Eduardo Flores Ruiz, hvilket gjorde det muligt for personen – en ulovlig indvandrer – at undgå anholdelse«, skrev Patel i det nu slettede opslag.
»Heldigvis løb vores agenter efter gerningsmanden til fods, og han har været i varetægt siden, men dommerens obstruktion skabte øget fare for offentligheden«, skrev han.
Hård kritik
Anholdelsen bliver mødt af hård kritik fra byrådet i Milwaukee, hvor dommer Dugan har sæde ved distriktsdomstolen.
»Den måske mest isnende del af dommer Dugans anholdelse er den fortsatte aggression, hvormed den nuværende regering i Washington, D.C., har gjort forbundspolitiet til et våben«, lyder det i en pressemeddelelse, hvor byrådet beskriver anholdelsen som »chokerende« og »rystende«.
Også delstaten Wisconsins guvernør har udtalt sig om anholdelsen.
»Vi har de seneste måneder desværre set præsidenten og Trump-regeringen benytte sig af farlig retorik gentagne gange til at angribe og forsøge at underminere ethvert niveau af retsvæsenet, inklusive direkte at nægte at adlyde landets højeste domstol og true med at indbringe dommere, som ikke udsteder kendelse i deres favør, for en rigsret«, lyder det fra Tony Evers, der er demokrat.
Fra demokraten Tammy Baldwin, der repræsenterer Wisconsin i Senatet, lyder det:
»Selv om det er minimalt med detaljer i denne sag indtil videre, passer denne handling med det dybt bekymrende mønster i denne præsidents lovløse adfærd og hans underminering af domstolene og Kongressens kontrol med hans magt«.
Senatorernes Bernie Sanders og Elizabeth Warren har også udtrykt sig i stærke vendinger om anholdelsen.
Løsladt igen
Ifølge anklagen mod dommer Dugan var hun »tydeligt vred« over, at embedsmænd fra de amerikanske immigrationsmyndigheder ville foretage en anholdelse i hendes retssal. Angiveligt hjalp hun den mand, der skulle anholdes, med at slippe ud af bygningen via en bagdør, der normalt bruges af nævninger.
Ifølge nyhedsbureauet AP har dommeren fredag været for retten i byen Milwaukee, men er løsladt igen. Næste retsmøde er 15. maj.
»Dommer Dugan beklager og protesterer helhjertet sin anholdelse. Den blev ikke gennemført med interesse i offentlighedens sikkerhed«, siger hendes advokat, Craig Mastantuono ifølge AP.
Præsident Donald Trump har lovet at slå hårdt ned på ulovlig indvandring og udvise »millioner« af indvandrere, der opholder sig i USA uden at have papirerne i orden. Hans administration har ligeledes meddelt, at den vil retsforfølge lokale embedsmænd, som ikke medvirker i den føderale indsats, skriver New York Times.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse




























