Opdateret 22.16.
Manden, der blandt andet er sigtet for drabet på en politiker og hendes mand i Minnesota i USA, opsøgte tre politikeres boliger, inden han angiveligt skød og dræbte demokraten Melissa Hortman og hendes mand.
Han er også anklaget for at have skudt John Hoffman, der sidder i Minnesotas senat for det demokratiske parti, og hans ægtefælle, der begge blev såret.
Den 57-årige mistænkte havde desuden en liste med navne på over 45 politikere liggende i sin bil.
Det siger den fungerende anklager i Minnesota, Joseph Thompson, der samtidig beskriver, at manden »overvågede sine ofre som byttedyr«.
Manden er mandag for retten, hvor han blandt andet er anklaget for to tilfælde af drab, to tilfælde af stalking og to tilfælde af skyderi.
Alene de to drab kan give ham fængsel på livstid eller muligvis dødsstraf, siger anklageren.
Ifølge anklageren ankom den formodede gerningsmand omkring kl. 2.00 lokal tid til familien Hoffmans hjem forklædt som en betjent i en sort bil med blåt blink og en falsk nummerplade med ordet »POLICE« på. I overvågningsvideoen fra hjemmet kan man ifølge anklageren se ham gå op til døren iført en silikonemaske og banke på, mens han råber: »Det er politiet, åben døren«
Da John Hoffman og hans kone åbnede døren, skulle manden have lyst dem i hovedet med en lommelygte, så de ikke kunne se, at han var iført en maske.
Da han sænkede lommelygten, opdagede parret, at han ikke var en betjent og prøvede at skubbe ham ud af deres hus. Herefter skød han parret adskillige gange, inden han flygtede fra gerningsstedet, og deres datter ringede til 911. De blev såret, men overlevede begge skyderiet.
Så kørte gerningsmanden angiveligt videre til en anden politikers hjem og ringede på, men da hun ifølge anklageren var på ferie, og huset derfor var tomt, kørte han videre til en tredje politiker. Her var han i kontakt med en betjent. Det fremgår ikke tydeligt, hvorfor der var en betjent til stede, og hvad vedkommende har sagt til gerningsmanden.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvem den anden og tredje politiker, gerningsmanden opsøgte, er, men Ann Rest, der sidder i Minnesotas senat for demokraterne, skriver i en pressemeddelelse, at politiet har informeret hende om, at gerningsmanden på et tidspunkt i løbet af natten holdt parkeret ude foran hendes hjem i byen New Hope, der er en forstad til Minneapolis.
»Jeg er så taknemmelig for det heroiske arbejde fra New Hopes politi og dets betjente. Deres hurtige arbejde redede mit liv«, skriver hun.
Det er dog uklart om, hendes hjem var et af de to, der er beskrevet i anklageskriftet.
Fjerde hjem blev fatalt
Til sidst tog han til politikeren Melissa Hortman og hendes mands hjem, hvor han kl. 3.35 angiveligt skød og dræbte dem begge.
Efter det første angreb på John Hoffman besluttede politiet at køre over til Melissa Hortmans hjem, der lå i nabolaget. Da de ankom, kunne de igennem frontdøren se gerningsmanden og Melissa Hortmans mand udveksle skud mod hinanden, hvorefter politiet også åbnede ild. Det skriver New York Times.
Tidligere har det været fremme, at gerningsmanden skød efter politiet, da de ankom til stedet, hvorefter der blev svaret igen med skud. Men nu bliver der sagt på retsmødet, at politiet er usikre på, om manden skød efter dem.
Efter en skududveksling med politiet stak manden af gennem bagdøren, og ifølge anklageskriftet købte han en bil og en elcykel kontant af en fremmed, som han brugte til at flygte. Senere efterlod han bilen omkring 3 kilometer fra sit hjem.
To dage efter blev gerningsmanden arresteret efter en større menneskejagt, hvor politiet benyttede droner til at finde ham.
Det er endnu ikke fastslået, hvilket motiv han havde. Han har ikke efterladt et manifest eller andet på skrift, som viser, hvad der lå bag drabene, tilføjer anklageren, der dog siger:
»Dette var et politisk attentat«.
Thompson tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige, om anklagemyndigheden vil gå efter at få manden dømt til døden.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse




























