Artiklen er opdateret klokken 22:00
De to amerikanske politikere Melissa Hortman og John Hoffman samt deres ægtefæller er lørdag blevet skudt i den amerikanske delstat Minnesota.
Melissa Hortman og hendes mand er døde af deres skader.
Det oplyser delstatens guvernør, Tim Walz, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Omkring klokken 21 dansk tid skriver både CNN og The New York Times, at to ansatte ved ordensmagten har oplyst, at gerningsmanden er en 57-årig mand, der arbejder for sikkerhedsfirmaet Praetorian Guard Security.
På hjemmesiden står der, at manden, der formodentlig gennemførte skudattentaterne forklædt som politimand, har modtaget militærtræning.
I gerningsmandens bil fandt politiet desuden en dødsliste med næsten 70 navne med andre politikere og aborttilhængere.
Minnesotas guvernør Walz beskriver hændelsen som et tilsyneladende politisk motiveret attentat.
»En ubeskrivelig tragedie har udfoldet sig i Minneapolis«.
»Min gode ven og kollega, formand Melissa Hortman og hendes mand, Mark, blev skudt og dræbt tidligt i morges i det, der ser ud til at være et politisk motiveret attentat«, siger Tim Walz.
60-årige John Hoffman og 55-årige Melissa Hortman er begge valgt for Det Demokratiske Parti i delstatsparlamentet i Minnesota i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus.
Melissa Hortman er tidligere formand for Repræsentanternes Hus i Minnesota.
Hortman og hendes mand blev skudt og dræbt i deres hjem i bydelen Brooklyn Park i udkanten af Minneapolis.
Hoffman og hans hustru blev skudt i Champlin, der er en anden bydel i udkanten af delstatshovedstaden. Det er uklart, om de befandt sig i deres hjem, da de blev skudt.
Gerningsmanden skød først Hoffman-parret i Champlin, inden han fortsatte til Brooklyn park og dræbte Melissa Hortman og hendes mand.
Politiet oplyser, at den formodede gerningsmand var klædt som politibetjent, da han affyrede skud mod politikerne og deres ægtefæller.
Den formodede gerningsmand flygtede til fods fra gerningsstedet i Champlin. Her efterlod han en bil, hvor politiet efterfølgende har fundet et dokument, der beskrives som et manifest med navne på en række politikere og embedsfolk.
Inden den mistænkte forsvandt fra Champlin, affyrede han skud mod politibetjente, som var rykket ud til området.
En større menneskejagt er ved 22-tiden, dansk tid, stadig i gang, men gerningsmanden er fortsat på fri fod.
USA’s præsident, Donald Trump, siger i en udtalelse, at han er blevet orienteret om skyderierne i Minnesota.
»Sådan forfærdelig vold vil ikke blive tolereret i USA. Gud velsigne Minnesotas fantastiske befolkning«, siger Trump.
Skudattentaterne skete samme morgen som over 2000 anti-Trump demonstrationer skulle have fundet sted i USA’s 50 stater, men demonstrationerne i Minnesota er af sikkerhedshensyn blevet aflyst.
Ritzau og Politiken




























