Der har torsdag været personalemangel i 10 amerikanske lufthavne, hvilket giver forsinkelser. Donor har ifølge præsident Donald Trump givet millioner til løn til ansatte i militæret under nedlukning.

Forsinkelser martrer amerikanske lufthavne under nedlukning

Flyveledere skal stadig møde på arbejde, selv om USA's statsapparat er lukket ned. De får bare ingen løn. Derfor melder mange sig syge, og det har skabt problemer i landets lufthavne. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Flyveledere skal stadig møde på arbejde, selv om USA's statsapparat er lukket ned. De får bare ingen løn. Derfor melder mange sig syge, og det har skabt problemer i landets lufthavne. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manglen på flyveledere i USA har torsdag ført til forsinkelser i lufthavne flere steder i landet, oplyser den nationale luftfartsmyndighed, FAA.

I lufthavnene Houston Bush og Newark er der indført et såkaldt ground stop, hvor man begrænser, hvor mange fly der må ankomme, mens der i Washington, D.C., og New York-lufthavnen LaGuardia er gennemsnitlige forsinkelser på henholdsvis 31 minutter og over en time.

Flyveledere er statsligt ansatte, og på grund af den igangværende nedlukning af statsapparatet kan de ikke få løn udbetalt. De skal stadig møde på arbejde, fordi de betragtes som kritisk vigtige medarbejdere, men der er altså ikke udsigt til løn, før politikerne i Kongressen kan blive enige om et nyt statsbudget.

Nedlukningen har stået på i 23 dage, og undervejs har man set, at et højere antal medarbejdere end vanligt melder sig syge. Og det giver altså en masse bøvl for rejsende, som bliver ramt af forsinkelser.

Torsdag har der været personalemangel i 10 forskellige lufthavne, siger FAA. Af hjemmesiden FlightAware, der overvåger flytrafik, fremgår det, at 4.200 fly er blevet forsinket torsdag i USA.

På tirsdag står flyvelederne til at skulle undvære deres første fulde lønseddel, og embedsmænd er bekymret for, at endnu flere vil blive væk fra arbejde i de kommende dage.

»Vi frygter, at der vil være markante forsinkelser, forstyrrelser og aflysninger i store lufthavne fordelt i landet i denne højtidsperiode«, siger Karoline Leavitt, pressetalsperson i Det Hvide Hus.

Manglen på flyveledere er blevet en af de mest synlige konsekvenser af nedlukningen i USA. De to store partier i landet, Republikanerne og Demokraterne, anklager begge hinanden for at være skyld i nedlukningen.

Allerede før nedlukningen var der mangel på flyveledere. Mange af dem blev påkrævet at arbejde over, og nogle arbejdede seks dage om ugen. Det stigende fravær i de seneste par uger blandt flyvelederne gør ondt værre.

Trump: Donor har givet millioner til militærlønninger

Nedlukningen betyder også, at ansatte i militæret må undvære deres løn. En privat donor har dog givet 130 millioner dollar – 836 millioner danske kroner – til den amerikanske regering. Pengene skal gå til at dække potentielt manglende lønninger til ansatte i militæret som følge af den igangværende nedlukning af statsapparatet, siger USA’s præsident, Donald Trump, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters under en tale i Det Hvide Hus.

I talen takker præsidenten donoren, som han kalder en patriot og en ven. Trump afviser at sætte navn på personen.

»Han ringede til os forleden og sagde: »Jeg vil gerne være med til at dække det underskud, som I har på grund af Demokraternes nedlukning, fordi jeg elsker militæret, og jeg elsker det her land««, siger Trump.

Trumps administration er i øjeblikket under stigende pres for at sikre, at soldater i aktiv tjeneste kan blive ved med at få udbetalt løn trods nedlukningen. Den amerikanske præsident har for nylig underskrevet et dekret, der pålægger USA’s forsvarsministerium, Pentagon, at omfordele ubrugte forskningsmidler til at dække lønninger til militærpersonale.

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Mike Johnson, har kaldt omfordelingen en midlertidig løsning og advaret om, at soldaterne snart kan komme til at undvære løn, hvis ikke Kongressen snart stemmer en ny budgetaftale igennem.

Det hænder med jævne mellemrum, at det føderale statsapparat i USA lukker ned. Den længste nedlukning strakte sig over 35 dage fra december 2018 til januar 2019 under Trumps første præsidentperiode.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her