Kongresmedlemmet Marjorie Taylor Greene, der tidligere var blandt Donald Trumps mest trofaste støtter, siger, at hun nu ved, hvordan det er at være faldet i unåde hos USA’s præsident.
I et opslag på det sociale medie X skriver hun:
»Jeg bliver nu kontaktet af private sikkerhedsselskaber med advarsler om min sikkerhed, mens den mest magtfulde mand i verden opmuntrer en byge af trusler mod mig«.
»Den mand, som jeg støttede og hjalp med at få valgt«.
Hun uddyber ikke, hvilke trusler sikkerhedsselskaberne specifikt har kendskab til.
Den seneste tid har Taylor Greene og Trump på flere politiske områder været uenige, blandt andet i forbindelse med de såkaldte Epstein-dokumenter og den netop overståede føderale nedlukning.
På sit eget sociale medie, Truth Social, langede Trump natten til lørdag dansk tid kraftigt ud efter Greene.
Han kaldte hende en »galning«, beskyldte hende for hele tiden at »beklage sig, beklage sig, beklage sig« og sagde, at han nu trak støtten til hende.
»Hun er kommet langt ud på venstrefløjen«, sagde Trump i opslaget.
ritzau
fortsæt med at læse


























