Ghislaine Maxwell, der afsoner en lang fængselsstraf for sit samarbejde med sexforbryderen Jeffrey Epstein, hævder, at der under retssagen mod hende blev tilbageholdt informationer, der ville have ført til frifindelse.

Epstein-partner anmoder om løsladelse og ophævelse af dom

Ghislaine Maxwell er tidligere kæreste og tidligere samarbejdspartner med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein. Arkivfoto:  Handout
Ghislaine Maxwell er tidligere kæreste og tidligere samarbejdspartner med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein. Arkivfoto: Handout
Lyt til artiklen

Ghislane Maxwell har anmodet en dommer om at ophæve den dom, som hun har fået for at have rekrutteret og manipuleret piger til at have sex med den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein, viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauerne AFP og AP.

Maxwell er tidligere kæreste og mangeårig samarbejdspartner til Epstein. Hun hævder i anmodningen, at der er kommet nye og væsentlige beviser, der viser, at hun ikke fik en retfærdig rettergang. Oplysninger, der ville have ført til en frifindelse, blev tilbageholdt, hævder hun.

»Siden afslutningen af hendes retssag er der dukket væsentlige, nye beviser op fra relaterede civile sager, regeringsoplysninger, efterforskningsrapporter og dokumenter, der viser forfatningsmæssige overtrædelser, der underminerede en retfærdig rettergang«, fremgår det ifølge AP af anmodningen, hvor det tilføjes:

»I lyset af det samlede bevismateriale ville intet fornuftigt jurymedlem have fundet hende skyldig«.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det højst usandsynligt, at anmodningen vil føre til en ophævelse af dommen, så den 63-årige Maxwell kan løslades. Anmodninger, som den Maxwell har indgivet, er sidste chance for at få en dom omstødt i det amerikanske retssystem. De bliver rutinemæssigt afvist af dommere, skriver AFP.

Frist for offentliggørelse af dokumenter udløber fredag

Det var tilbage i 2022, at Maxwell modtog en fængselsstraf på 20 år, som hun i øjeblikket afsoner i et fængsel i Bryan i den amerikanske delstat Texas. I oktober afviste USA’s højesteret USA’s en anmodning fra Ghislaine Maxwell om at anke fængselsdommen. Højesteretten giver ingen begrundelse for afvisningen af ankesagen.

Ghislaine Maxwell er den eneste tidligere samarbejdspartner, som er blevet dømt i relation til Epsteins omgang med unge piger og kvinder. Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i sagen om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel. Han nægtede sig skyldig, men nåede aldrig at blive retsforfulgt i sagen, da han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.

Hans sag har sat USA’s præsident, Donald Trump, under gevaldigt pres. I månedsvis har Trumps forhenværende relation til Epstein været et særdeles omtalt emne i amerikansk politik og presse. Trump har sagt, at hans venskab med Epstein sluttede i 00’erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.

Både Trumps politiske modstandere og medlemmer af hans eget republikanske parti har presset på for større åbenhed i sagen. Justitsministeriet har senest anmodet om at få frigivet de hemmeligholdte dokumenter, efter at Trump, i november efter pres fra Kongressen og sit eget parti underskrev en lov, der pålægger justitsministeriet at offentliggøre de såkaldte Epstein-dokumenter inden for 30 dage. Fristen udløber fredag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her