Grænsepoliti har skudt mand i Minneapolis under aktion mod illegal indvandring, oplyser amerikansk myndighed.

Grænsepoliti dræber mand i nyt skyderi i Minneapolis

Tåregas flyver gennem luften, mens demonstranter samler sig på stedet, hvor en mand  skal være blevet skudt i Minnesota. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Tåregas flyver gennem luften, mens demonstranter samler sig på stedet, hvor en mand skal være blevet skudt i Minnesota. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 19.33

Amerikansk grænsepoliti har skudt og dræbt en mand i storbyen Minneapolis under en aktion mod illegal indvandring.

Det skriver USA’s ministerium for indenrigssikkerhed på den sociale platform X.

Ifølge ministeriet var manden bevæbnet, og grænsepolitiet forsøgte at afvæbne ham, før en agent affyrede flere skud mod ham, lyder det videre.

Det skete i selvforsvar, skriver ministeriet.

I det lokale politi bliver situationen udlagt lidt anderledes.

Her bliver der ikke sagt noget om, hvorvidt skyderiet skete i selvforsvar, og på et pressemøde siger politichef Brian O’Hara ifølge Reuters, at det er politiets opfattelse, at flere føderale agenter var involveret i skyderiet.

Før pressemødet sagde han til CNN, at de føderale myndigheder efter skyderiet forsøgte at afholde det lokale politi fra at undersøge stedet.

Guvernør kræver lokal retssag

Det skal være retssystemet i delstaten Minnesota, der får det sidste ord i sagen. Det siger Minnesotas guvernør, demokraten Tim Walz, på et pressemøde.

Han mener ikke, at man kan overlade sagen og efterforskningen til nationale myndigheder.

»Man kan ikke betro efterforskningen til den føderale regering. Staten vil håndtere det, punktum«, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Minnesotas retssystem får det sidste ord i den her sag. Det skal have det sidste ord«, lyder det videre fra guvernøren ifølge CBS News.

Store demonstrationer i flere uger

Der har i de seneste uger været store demonstrationer i Minneapolis mod især immigrationsmyndigheden ICE, som arbejder med at deportere udlændinge, der ikke har opholdstilladelse.

Grænsepolitiet deltager også i det arbejde.

Den 7. januar skød en ICE-betjent en 37-årig amerikansk kvinde i Minneapolis, og det fik kritikken af ICE til at eksplodere i byen såvel som i resten af delstaten Minnesota og andre steder i USA.

Drabet skete i selvforsvar, har ministeriet for indenrigssikkerhed sagt. Den forklaring har politikere i Minnesota kritiseret.

Denne gang ser den dræbte også ud til at være amerikansk statsborger. Politiet i Minneapolis mener, at der er tale om en 37-årig amerikaner, som boede i byen.

Han havde tilladelse til at bære våben, siger politichef Brian O’Hara.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her