Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, opfordrer indbyggerne til at opholde sig så lidt som muligt udendørs.

Voldsomme skovbrande i Canada indhyller New York og Chicago i røg

Lyt til artiklen

Flere amerikanske storbyer som New York og Chicago er torsdag påvirket af røg fra skovbrande i Canada.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Skovbrandene i delstaten Ontario har stået på i dagevis, og en video fra en lokofører, der er gået viralt, viser, hvordan et fragttog blev fanget i flammerne, dog heldigvis uden personskade.

Torsdag er Manhattans skyline i New York omgivet af tæt dis fra brandene.

Lokale myndigheder advarer om, at røgen indeholder fine partikler, der kan være sundhedsskadelige for indbyggerne i hele New York-området og på Long Island.

Borgmester Zohran Mamdani advarer på et pressemøde om en ’alvorlig trussel’ på grund af røgen fra skovbrandene.

Mamdani nævner, at røgen falder sammen med høje temperaturer i New York.

Han opfordrer indbyggerne til at opholde sig så lidt udendørs som muligt.

Hvis folk skal uden for, kan de få udleveret gratis ansigtsmasker på biblioteker og togstationer.

I Chicago har myndigheder lukket de lokale strande på grund af røgen fra de canadiske skovbrande.

De mest forurenede byer i verden

Ifølge tjenesten IQAir, der måler luftkvaliteten i storbyer, var Chicago og Detroit torsdag aften de mest forurenede byer i verden, tæt efterfulgt af New York.

Især de amerikanske delstater, der ligger ved grænsen til Canada, er påvirket af røg fra skovbrandene.

I delstaten Michigan forventer miljømyndigheden The Michigan Department of Environment, Great Lakes and Energy at farlige forhold som følge af røg vil vare ved frem til lørdag.

»Men det er sandsynligt, at røgen bliver hængende og fortsat vil cirkulere i området i nogen tid, siger miljømyndigheden.

Det er især store skovbrande i den canadiske provins Ontario, der sender tyk røg ind over USA.

Torsdag var der 858 aktive brande i Canada ifølge de canadiske myndigheder, skriver BBC. Heraf er 30 opstået torsdag. Langt de fleste af skovbrandene meldes ikke under kontrol.

I 2026 har et samlet område på mindst 1,9 millioner hektar været påvirket af skovbrande i Canada, skriver AFP. Arealet svarer næsten til tre gange størrelsen af Sjælland.

I 2023 registrerede Canada det værste år for skovbrande. Dengang brændte næsten 18 millioner hektar - eller mere end fire gange Danmarks areal.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her