En betjent fra immigrationsmyndigheden ICE har søndag skudt og såret en mand i Austin i den amerikanske delstat Texas.
Det siger byens politichef Lisa Davis på et pressemøde sammen med flere lokale embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Manden blev skudt i overkroppen og bragt til et lokalt hospital. Han er alvorligt såret, men hans tilstand beskrives som stabil, oplyses det på pressemødet.
ICE-betjenten skød ham før klokken 13 lokal tid (klokken 20 dansk tid, red.) efter en kortvarig jagt til fods, lyder det fra Lisa Davis.
Hverken ICE, det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed (DHS) eller Texas’ myndighed for offentlig sikkerhed (DPS) er umiddelbart vendt tilbage på en henvendelse fra Reuters om en kommentar.
Identiteten på den sårede mand er ikke blevet offentliggjort.
Lokale embedsmænd siger ifølge Reuters, at de ikke er bekendt med identiteten på den involverede ICE-betjent.
På pressemødet siger Lisa Davis, at de føderale myndigheder endnu ikke har orienteret hende om hændelsen.
Skyderiet i Austin er det seneste i en række hændelser, der involverer betjente fra ICE. Myndighedens tungt bevæbnede betjente står for at føre den amerikanske præsident Donald Trumps stramme immigrationskurs ud i livet.
Austins borgmester, demokraten Kirk Watson, vil have, at det lokale politi tager del i efterforskningen af skyderiet.
»Fra mit perspektiv vil det ikke være troværdigt, hvis ICE alene stod for nogen form for efterforskning alene og udelukkede andre fra at deltage. Det ville ikke være passende«, siger han ifølge Reuters.
Han tilføjer, at ICE på det seneste er begyndt at skrue op for antallet af tilbageholdelser i Austin, der er hovedstad i delstaten Texas.
Demonstranter har søndag eftermiddag samlet sig på gaden i Austin. Det viser tv-billeder fra lokale tv-stationer ifølge Reuters.
ICE har mødt stor folkelig modstand i hele landet på grund af deres aggressive metoder - især efter at de tidligere i år skød og dræbte to amerikanske statsborgere i Minneapolis.
Siden Trump i januar sidste år blev taget i ed som præsident, har mere end 50 personer ifølge nyhedsbureauet Reuters mistet livet, mens de var i ICE’s varetægt.
ritzau