Blot ti dage efter at han i en stor tale til nationen efterlyste mere forsonlighed og bredt samarbejde i Washington, stod præsident Donald Trump fredag i rosenhaven foran Det Hvide Hus og gjorde det stik modsatte.
Efter at Kongressen havde sagt nej til at betale for den mur på grænsen til Mexico, som han har lovet sine vælgere, forklarede Donald Trump, at han formelt erklærer en national nødsituation og skaffer pengene uden om Kongressen. Dermed ignorerede han ikke bare det politiske flertal, men også åbne advarsler fra mange partifæller.