Trump opfordrer efter sin indlæggelse amerikanere til at komme ud og ikke være bange for coronavirus.

Biden til Trump: Fortæl familierne til de 205.000 dødsofre, at de ikke skal være bange

Joe Bidens hustru, Jill Biden, måtte holde fast i sin mand, så han ikke kom for tæt på reporterne, da han mødte pressen inden valgmøde. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Joe Bidens hustru, Jill Biden, måtte holde fast i sin mand, så han ikke kom for tæt på reporterne, da han mødte pressen inden valgmøde. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kritiserer præsident Donald Trump for hans udtalelser om covid-19.

Præsidenten har blandt andet sagt, at amerikanere »ikke skal være bange for covid« eller lade virusset »dominere deres liv«.

»Fortæl det til de 205.000 familier, der har mistet deres kære«, sagde Biden mandag aften lokal tid på et vælgermøde i Miami i delstaten Florida.

Trumps udtalelser faldt, kort efter at han var blevet udskrevet fra Walter Reed-hospitalet, hvor han har været indlagt med covid-19.

Knyttet næve og tommelfingeren opad. Og så til sidst af med masken: Coronasyg Trump forlader hospitalet og flyver hjem

I en videomeddelelse, som præsidenten har delt på Twitter efter sin hjemkomst, opfordrer Trump amerikanere til »at komme ud« og ikke være bange for virusset.

Det siger han, på trods af at Trumps læger har sagt, at han endnu ikke er ovre virussygdommen.

»Vær ikke bange for covid. Lad det ikke dominere jeres liv. Vi skal tilbage, og vi skal tilbage på job. Vi skal komme ud, men vær forsigtige«, siger Trump.

»Masker betyder noget«

Biden gentager mandag på vælgermødet sin kritik om, at Trump har nedtonet virussets alvor siden pandemiens begyndelse.

»Jeg håber, at præsidenten, efter at han er blevet smittet med virusset - og jeg er glad for, at det ser ud til, at han kommer sig - vil kommunikere det rigtige til folket: Masker betyder noget«, siger Biden.

Biden, der deltog i en tv-debat med præsidenten, blot to dage før at Trump blev testet positiv for coronavirus, er ad flere omgange blevet testet negativ for virusset.

Guvernør: Trump bragte folks liv i fare under fundraising

Trump meddelte sent mandag aften dansk tid, at han er klar til at deltage i den næste præsidentdebat, der er planlagt til 15. oktober.

Biden har udtalt, at han også er klar til at deltage, så længe sundhedseksperter siger, at det er forsvarligt.

Debatten vil finde sted i Florida, som er en af de vigtige svingstater, der kan få stor betydning for udfaldet af det amerikanske valg, der finder sted 3. november.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her