USA’s præsident, Donald Trump, afviser at deltage i virtuel præsidentdebat, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump nægter at deltage i virtuel præsidentdebat

Den republikanske præsident Donald Trump og Demokraternes modkandidat Joe Biden under første præsidentdebat 29. september. Foto: Brian Snyder/Ritzau Scanpix
Den republikanske præsident Donald Trump og Demokraternes modkandidat Joe Biden under første præsidentdebat 29. september. Foto: Brian Snyder/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den næste tv-debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater skal foregå virtuelt, fordi præsident Donald Trump er smittet med covid-19, og det får Trump til at nægte at deltage.

»Jeg har ikke tænkt mig at spilde min tid på en virtuel debat, det er ikke det debatter handler om. Du sidder bag en computer og debatterer - det er latterligt«, sagde Donald Trump torsdag til tv-stationen Fox News.

På videolink

Den uafhængige kommission, der altid arrangerer præsidentdebatterne, har besluttet, at den anden af de tre planlagte debatter, som skal afholdes 15. oktober, kommer til at foregå som et forsamlingshusmøde, hvor de to kandidater skal deltage fra separate, fjerne steder.

I USA er Det Hvide Hus blevet hotspot for superspredning

Meldingen om det nye format kom timer efter afholdelsen af præsidentvalgkampens eneste debat mellem de to vicepræsidentkandidater, den republikanske vicepræsident Mike Pence og den demokratiske vicepræsidentkandidat Kamala Harris. Den debat foregik med de to siddende med afstand og skærme af plexiglas imellem sig. Den var langt mere civiliseret i tonen, end den første præsidentdebat mellem republikaneren Donald Trump og demokraten Joe Biden. Donald Trump var aggressiv og afbrød Joe Biden et utal af gange ofte med vildledende og urigtige påstande, mens en frustreret Joe Biden bed tilbage med et »hold så kæft«. Trump hævder, at han vandt klart. Meningsmålinger tyder på, at flertallet af seerne synes, at Biden kom bedst ud af den uskønne omgang.

Vicepræsidentdebatten var også kantet og indeholdt en del urigtige og misvisende påstande, har faktatjek vist, men var i langt højere grad en debat mellem forskellige visioner og argumenter. Hovedtemaet var corona-epidemien. Det er et tema, hvor et stort flertal af amerikanerne har mere tiilid til Joe Biden end Donald Trump.

Trump råber snyd

Donald Trump beskyldte under den første tv-debat ordstyreren, Chris Wallace fra den konservative Fox News, for at holde med Joe Biden, og torsdag beskyldte han kommissionen for at »prøve at beskytte Biden«.

Joe Biden har sagt, at debatten ikke burde finde sted, hvis Trump til den tid stadig har covid-19. Han siger, det er op til arrangørerne at sikre en sikker afholdelse af debatten.

Det vil ikke være første gang, at en tv-debat mellem præsidentkandidater afholdes uden at de to kandidater befinder sig i samme rum. I 1960 sad John F. Kennedy i et tv-studie i New York, mens Richard Nixon var med fra Los Angeles.

Jesper Thobo-Carlsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her