Den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden øger føringen over den republikanske præsident, Donald Trump, i svingstaten Georgia. Lige nu viser den foreløbige optælling ifølge CNN med 99 procent af stemmerne talt op et forspring til Biden på 1.096 stemmer. Tidligere på dagen tog Biden ifølge flere amerikanske medier føringen med 917 stemmer.
Begge kandidater står fortsat til at få 49,4 procent af stemmerne i Georgia, og der er dermed tale om stort set dødt løb. Torsdag aften førte Trump over Biden med omkring 14.000 stemmer.
Det tætte løb i Georgia får den amerikanske radiostation NPR til at konkludere, at hverken AP eller de amerikanske tv-stationer kommer til at kunne udnævne en vinder i delstaten. NPR skriver, at Georgia officielt vil bekræfte valgresultatet 20. november.
Medier uenige om Arizona
Ifølge AP’s prognoser, som af mange medier anses som de mest pålidelige, er Joe Biden snublende tæt på at vinde valget, da han står til at have sikret sig tilsammen 264 valgmænd. Der er dog stadig usikkerhed forbundet med de 11 af Bidens valgmænd, der stammer fra delstaten Arizona.
Fredag morgen dansk tid er det kun AP og Fox News, der har udråbt Biden som vinder her, mens flere andre medier og tv-stationer holder igen med at erklære en vinder i staten, hvor der stadig tælles stemmer.
For at blive præsident skal en kandidat vinde 270 valgmænd. Donald Trump står ifølge AP’s prognoser til 214 valgmænd. Fredag morgen dansk tid bliver der foruden Georgia talt stemmer op i svingstaterne Nevada, Pennsylvania og North Carolina.
Biden har ifølge AP styrket sit forspring i Nevada, mens han også haler kraftigt ind på Trump i Pennsylvania. Holder AP’s prognoser, så skal Biden bare vinde en af delstaterne for at kunne kalde sig præsident.
ritzau
fortsæt med at læse




























