USA’s førstedame, Jill Biden, har onsdag fået fjernet kræftceller efter en rutinemæssig hudkræftundersøgelse, oplyser Kevin O’ Connor, som er læge i Det Hvide Hus.
»Alt kræftvæv blev fjernet med succes. Vi vil overvåge området tæt, mens det heler, men forventer ikke, at der vil være behov for flere indgreb«, siger han.
Operationen foregik på et militærhospital i delstaten Maryland. Det skete, efter at der blev fundet tegn på kræft over førstedamens højre øje og på venstre øjenlåg. Også den blev fjernet og sendt til yderligere undersøgelse, oplyser lægen. Lægerne fandt desuden yderligere en forekomst på venstre side af Jill Bidens bryst, som også viste sig at være kræftramt. Den blev også fjernet.
Den 71-årige førstedame havde sin mand, Joe Biden, ved sin side. Præsidenten »ønskede at være der for at støtte hende«, har Karine Jean-Pierre , der er pressesekretær i Det Hvide Hus, udtalt.
I sidste uge sagde Kevin O’Connor, at førstedamen skulle igennem den behandling, der kendes som Mohs kirurgi. Den går ud på at skære tynde lag af hud væk, hvorefter hver af dem undersøges for tegn på kræft. Processen fortsætter, indtil der ikke er tegn på kræft, hvilket bevarer sundt væv og reducerer behovet for yderligere behandling.
Ifølge læge Kevin O’ Connor havde Jill hævelse og blå mærker i ansigtet efter operation. Men han oplyser også, at hun er ved godt mod og har det godt.
I 2015 mistede Joe Biden sønnen Beau Biden, der døde af kræft som 46-årig.
ritzau
fortsæt med at læse




























