Donald Trump beder USA’s Højesteret om at tage stilling til ekspræsidentens opstilling ved primærvalg i hele landet, skriver avisen The Washington Post onsdag. Anken kommer, efter at Trump er blevet erklæret ikke valgbar ved primærvalgene i delstaterne Maine og Colorado.
Dommen fra højesteretten i Colorado blev afsagt 19. december. I praksis fjerner den Trumps navn fra stemmesedlen, når delstatens republikanske vælgere skal pege på en præsidentkandidat i 2024.
Det skyldtes den tidligere præsidents rolle i stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Retten fandt, at Trump var involveret i oprøret, og at hans tale, hvori han opildnede folkemængden, ikke var beskyttet af det første tillæg til den amerikanske forfatning, som sikrer ytringsfriheden. Dermed var han ifølge paragraf 3 i forfatningens 14. tillæg diskvalificeret fra at stille op ved primærvalget i Colorado, konkluderede et flertal på fire ud af syv dommere ved delstatens højesteret.
Det samme kom indenrigsministeren i Maine, Shenna Bellows, frem til. Trumps advokater og den kontroversielle ekspræsident selv har afvist, at Trump skulle have haft en rolle i stormløbet mod Kongressen.
Beslutningerne fra Maine og Colorado er dog blevet sat i bero, så Trump havde mulighed for at anke sagerne. Trump, der er favorit til at blive Republikanernes kandidat til præsidentvalget i november, har sagt, at det er udemokratisk at forhindre ham i at stille op. Bliver beslutningerne opretholdt, og følger andre delstater trop, ville Trump reelt set ikke have mulighed for at besejre den nuværende præsident, demokraten Joe Biden.
Det er ved primærvalgene, at partierne skal finde deres kandidat til præsidentvalget. Både Colorado og Maine afholder deres primærvalg 5. marts på den såkaldte Super Tuesday.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse




























