En flok vilde sortbrune exmoor-ponyer nipper sindigt af græsset, mens sollyset flimrer over mørke skovbryn i det fjerne, og kulsorte brombær lokker i grøftekanten. Men ellers er der ikke meget biodiversitet at spotte på græsmarken.
To år efter at ejerne af Skovsgaard Gods på Langeland droppede landbrug på størstedelen af området, breder langt græs sig gulligtørt ned over den bløde bakke mellem høje stikkende tidsler med hvide frøtotter og klaser af gule brandbægerblomster.
Men skinnet bedrager, kan jeg forstå på biolog Catrine Grønberg Jensen, der hjemmevant bøjer sig ned, holder en græstot til side og begejstret remser op:
»Se, der er begyndt at komme vild gulerod, agermåne og lancetvejbred – alle de gode arter, som er så vigtige for insekter. Og her er en perikon. Selv om det stadig ligner en græsmark med lidt ukrudt i, er de her«, siger Catrine Grønberg Jensen og sætter ind med et forsvar for agertidslerne.
»De vokser godt i gammel landbrugsjord med en masse næring i. Sommerfuglene elsker-elsker-elsker dem. Og gæt, hvad fuglene spiser om vinteren. Dem her!«, siger hun og nulrer en hvid tidselfrøstand mellem fingrene.
Catrine Grønberg Jensen er ansat som direktør og forvalter i Danmarks Naturfond til at skabe den slags omlægning til natur, som vi ifølge parterne bag den grønne trepart skal se meget mere til , når hver syvende dansk mark skal tages ud af almindelig landbrugsdrift. Her på stedet oplever de både glæderne, når de ser arterne yngle, og besværet, når et dræn burde fjernes, men vil skabe ballade på naboens jorde.
En slags battle for naturen med forskellige benspænd.
Godset kalder sig Naturdestination Skovsgaard. Her kan alt fra børnefamilier til fagprofessionelle følge, hvad der sker, når naturen selv får fat, når dyrene vildtgræsser, og når nogle træer må falde, for at andre planter kan brede sig. Forretningsideen er, at naturturisme og salg af kød fra køer med et ægte fritgående liv skal få bedriften til at løbe rundt.
Også parterne bag den grønne trepart var for nylig forbi for at se den tidlige forvandling af Skovsgaards mange hektar jord, og deres reaktion var ventet med spænding af driftslederen, som viste rundt.
»Treparten vil gerne have en masse ny skov, og vi arbejder med naturlig tilgroning. Når skoven får lov selv at springe frem og over længere tid, bliver den mere divers og robust over for klimaforandringer og naturlige katastrofer. Vi havde forventet lidt modstand, men de var begejstrede for at se en anden model«, siger Catrine Grønberg Jensen.
En gave til naturen
Når man ankommer via den lange lindeallé til Skovsgaard Gods nær Rudkøbing på Langeland, fortæller bygningerne om en ejendom, der er knopskudt gennem hundredvis af år. Først møder man kampestenslænger med stråtag, så en brostensbelagt gårdsplads med kig til både bindingsværksbygninger, murstenshuse og en imposant lille voldgravsomslynget slotsbygning fra 1880’erne, hvor bygherrens mor efter sigende nægtede at flytte ind.
I 1979 overdrog enearvingen Ellen Fuglede Skovsgaard til Danmarks Naturfredningsforening og dermed til Danmarks Naturfond. Indtil 2019 blev jorden dyrket økologisk, før fonden besluttede at gøre det hele til vild natur med dyrehold til økologisk kødproduktion. På nær 60 hektar, som er forpagtet til landmænd, men som fra næste år efter planen også skal omdannes fra landbrugsland til natur.
»Med den nye ekstensiveringspulje kan vi få støtte til at omlægge de sidste hektar og gøre dem til en del af vores vildtgræsningsområde. Ejendomsværditabet på de andre områder har vi selv påtaget os«, siger Catrine Grønberg Jensen.
Området virker med sine 300 hektar kæmpestort og strækker sig 2 kilometer fra gården igennem skovområder ned til stranden. Skal man gå runden som gæst, er der 7 kilometer. Fotografen og jeg får lov at hoppe om bord i en elektrisk golfbil, som med Catrine Grønberg Jensen bag rattet skal vise sig at kunne forcere selv de mest bumlede stier. Hun stopper ved en myretue.
»Der begynder at ske noget i den græsmark. Myretuer og masser af muldvarpeskud skaber nye strukturer, der giver plads til nye levesteder«, siger hun, og peger på nogle andre forstyrrelser: afskårne trækroner fra skovdriften smidt i udkanten af skoven for at skabe plads til liv under nettet af grene.
Marken bliver løbende undersøgt af biodiversitetsforskere, som følger med i, hvilke arter der spirer frem.
Som myrer og muldvarpe er også vildheste og kvæg af racerne galloway og skotsk højlandskvæg mestre til at ødelægge og rode. De tramper små vandhuller i den bløde jord, laver stier og æder af buske og træer. Mens de beriger jorden med deres hestepærer og kokasser.
»De store græssere gnaver jo græsset helt ned, og så bliver der mulighed for, at træer kan skyde op. Og der er hele 480 dyre- og plantearter tilknyttet lort fra store planteædere, de er jo både et levested og en fødekilde for rigtig mange«, siger biologen, som da også tilbyder en såkaldt lorterute, når naturrådgiverne viser rundt i landskabet.
Våde marker skaber vrede
Vi fortsætter mellem to af de karakteristiske hatbakker, runde som pulden på en hat og skabt under den seneste istid, hvor de var smeltevandssøer fyldt med sand. Et rådyr – dem er der masser af, siger biologen – springer om bag bakken, og kort efter lander tre traner.
»Det er et par med en stor unge. Det er en ny ting, at de er her så meget, også sammen med nogle andre ynglefugle. Der må være noget her, der gør dem glade, det virker, som om noget af det, vi laver, giver bonus. Ej, hvor er det fedt«, siger Catrine Grønberg Jensen og holder tilbage for ikke at skræmme dem op.
Alligevel folder tranerne deres enorme sort-hvide vingefang ud og forsvinder ind blandt træerne.
Inde i skoven er skovmaskiner ved at skabe lysninger ved at topkappe nogle af de høje bøge. En meget fremmed opgave for skovarbejderen, griner Catrine Grønberg Jensen.
»Han vil gerne gøre arbejdet, men det er modsat alt, hvad han er vant til. Han skal fælde fine, lige træer og lade de gamle, krogede stå«, siger hun og peger på en stubbet træstamme, der blev ødelagt sidste år.
Nu viser et spættehul, at der er kommet en rede til.
Ude på engen får majestætiske egetræer med 200 år eller mere på bagen til gengæld lov til at stå. Her er jorden fugtig, men ikke våd nok, hvis man spørger biologen. Naturen kræver vand, og optimalt set burde nogle af de kæmpe store dræn igennem skoven og hele ejendommen fjernes. Men det skal gøres med hjælp fra en hydrolog, for der skal fares med lempe.
»Vores vandløb ned over vores eng afvander 2.400 hektar landbrugsjord, så vi skal passe på, hvad vi lukker. Der har været rigtig mange frustrationer sidste vinter over så meget nedbør, at det har været svært for landmændene at få drænet deres arealer ordentligt«, siger Catrine Grønberg Jensen og fortæller, at en eller anden en sen nat gravede et stort hul ved udløbet til Rebjerg Sø, som ligger på Skovsgaards jorde.
»Ret unødvendigt, for vi ved, at vandet løber over, hvis søen bliver overfyldt«.
232 kilo ko per hektar
Vi kører gennem skoven, hvor sidste efterårs voldsomme stormflod efterlod en død sæl cirka 500 meter fra kysten, og rumler hen over stenstranden, hvor grusvejen blev vasket væk, på jagt efter flokken af kvæg. På så meget plads kan de være svære at finde.
Pludselig ser vi dem nær kysten, liggende i skovbunden under lave træer i ly for solen. Vandet glimter bag dem, de er søgt ned i strandluften, her er færre irriterende insekter.
Efter et vådt år er der rigeligt med foder til både køer og heste. Her på stedet går man ud fra en nøgle, der siger, hvor mange kilo store planteædere der kan mættes. Sidste år var det i nærheden af 232 kilo per hektar. Er der for lidt at spise, sælges nogle af dyrene fra.
Catrine Grønberg Jensen nærmer sig forsigtigt, tommelfingerreglen er, at man ikke skal gå tættere på end 20 meter. Men medarbejderne tjekker alle dyrene hver dag og øremærker nye kalve, så hun kender hver eneste ko. Tyrene går for sig selv i en indhegning, hvor gæsterne ikke kommer.
»Se, de er fuldstændig ligeglade med, at vi er her«, siger hun.
En ko med brede horn løfter hovedet. Den gider ikke rejse sig.
fortsæt med at læse
