Det var en storstilet plan, energiselskabet Ørsted smed på bordet i november 2019: Bornholm skulle være en ’energiø’. Et regionalt kraftcenter for grøn strøm i Østersøen. Med så mange havvindmøller, at det kunne forsyne op mod 4-5 millioner husstande med strøm – i Østdanmark, Polen, Sverige og Tyskland. Og så endda have el tilovers til en fabrik, der kan producere grønt brændstof.
I dag er drømmen sat på pause på ubestemt tid. For udviklingen har ikke været nær så gunstig for grøn strøm, som det så ud til i 2019. Havvind er gået fra en overskudsforretning for staten til noget, der kræver milliarder af støttekroner.
Men, understreger de seneste to borgmestre på øen, drømmen er ikke død. Og Bornholm håber stadig på det løft, det vil være, hvis planerne bliver til virkelighed.
»Det har været frustrerende, at man ikke bare kan trykke på den store grønne knap. Vi har jo lagt os i selen for at finde alle potentialerne, være på forkant, tiltrække nye virksomheder, hjælpe vores egne virksomheder med at gøre sig klar. Men lige nu er vi i et vakuum«, siger Jacob Trøst, der overtog borgmesterposten i 2022.
Hans forgænger, Winni Grosbøll (S), var entusiastisk, da hun blev kontaktet af Ørsted i sin tid med planer om masser af vindmøller på det omtrent 20 meter dybe vand ved Rønne Banke sydvest for øen. Det var en vision, hun kunne lide. I dag er hun direktør i Forbrugerrådet, men projektet føler hun stadig stærkt for, siger hun.
»Jeg syntes lige fra starten, at det var et godt projekt, og det synes jeg stadig. Det kunne give en kæmpe ballast til øen og give arbejdspladser i stedet for det fiskeri, der i dag er helt væk. Men sådan er det med Bornholm. Det er mere almindeligt, at det er op ad bakke end det modsatte«, siger hun.
Corona var det første slag
Energiø Bornholm er et mønstereksempel på, at de store grønne ambitioner nogle gange hamrer direkte ind i realiteternes mur.
Fra starten blev projektet ellers godt modtaget. Sjældent har et forslag fra en privat virksomhed fået så stor opbakning i Folketinget så hurtigt, og ideen blev skrevet ind i lovtekster og energiplaner. For den landede på et tidspunkt, hvor politikerne ivrigt diskuterede muligheden for at lave en kunstig energiø i Nordsøen.
Ørsteds argument var simpelt: Hvorfor bygge en kunstig ø, når man allerede har en af granit? Som endda kunne levere strøm i 2030 – i tide til at nå det højtprofilerede danske klimamål flere år før, den i Nordsøen kunne stå klar?
Det første store chok var corona-krisen i 2020, der lagde store bump ud i den globale forsyningskæde. Priserne steg på komponenter og fragt, og regnestykket begyndte at tippe.
I 2023 viste nye beregninger, at stik mod forventningerne ville det kræve 31,5 milliarder kroner i statsstøtte over 20 år at opføre energiøen, der egentlig skulle være gratis for staten og i alle tilfælde billigere end den i Nordsøen.
Muligvis til at acceptere, men et hårdt slag – og det efterlod en stor diskussion om, hvorfor havvind skulle have statsstøtte, når man kan opstille både vindmøller og solceller på land uden økonomisk hjælp. Det ville jo blive unfair konkurrence betalt af skatteyderne, lød det fra branchen.
Samtidig var der ikke den opbakning fra især Tyskland, der var håb om. De grønne planer var dyre og krævede sikre aftagere til strømmen. Udviklingen af fabrikker, der kunne bruge billig strøm til at lave grønt brændstof, gik heller ikke helt så smertefrit som forventet.
Og i december 2024 kom den grimme overraskelse, der endegyldigt udstillede problemerne: En stor auktion over havvindsområder fik ikke et eneste bud. Ingen ville bygge havvind uden statsstøtte.
Fokus på krudt og kugler
I januar udskød regeringen officielt energiø-projektet på ubestemt tid med henvisning til den tyske usikkerhed. Til stor ærgrelse på Bornholm, der havde sat næsen op efter hundredvis af arbejdspladser både i anlægs- og driftsfasen.
Det var en ringe trøst, at EU lidt senere på måneden lovede at støtte projektet med små 5 milliarder kroner. Det var langtfra nok til at lukke det gabende hul i finansieringen.
Der er dog også større ting på spil, mener Winni Grosbøll.
»Det her var en del af ambitionen om Bornholm som en bright green island, men det var jo mere end det. Lige nu er den grønne dagsorden raslet lidt ned ad interessestigen, i takt med at vi taler mere om krig og krudt og kugler. Men vi skal jo stadig som samfund den vej, hvor vi frigør os for russisk gas og for fossile brændsler«, siger hun.
Jacob Trøst er også stadig optimist, siger han. Han noterer sig, at planerne ikke er opgivet, kun sat på hold, og at regeringen bliver ved med at understrege, at projektet i sig selv er fint. Og borgmesteren håber stadig at kunne lokke erhvervsliv som for eksempel datacentre til øen med udsigten til masser af grøn strøm i baghaven.
»Jeg tror stadig, at både Danmark og Europa har brug for mere grøn strøm«, siger borgmesteren.
Men det har kostet kræfter i administrationen at kæmpe for projektet, og en beslutning må gerne komme snart, tilføjer han:
»Man kan ikke leve for evigt i et vakuum. Indtil videre holder vi vejret, men der er grænser for, hvor længe vi kan holde vejret, før vi bliver blå i hovedet«.
fortsæt med at læse
