Hvis det virker, som om havvindmøller fylder meget i medierne disse måneder, er det ikke forkert. For ifølge en række store organisationer kan denne energiform være en af de store redningsplanker, når det gælder menneskehedens chancer for ikke at drukne i klimaforandringerne.
Havvind er et af topemnerne, når kronprinsparret mandag ankommer til Polen sammen med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) for især at snakke om energisamarbejde, og især vedvarende energi, som kullandet Polen både ønsker og har brug for.




























