En væsentlig del af reduktionsvejen mod klimamålet i 2030 mangler stadig at blive gennemført, selv om politiske aftaler har vist den teoretiske vej.
Det fremgår af regeringens årlige klimaprogram, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har udgivet tirsdag morgen.
Her opgøres det, at reduktionen af 10,7 millioner ton CO2 i 2030 nu er implementeret, mens reduktionen af 4,0 millioner ton CO2 stadig er under implementering.
»Vi er på rette kurs mod 2030, men vi er stadig midt i det lange seje træk, og det er nu, vi skal holde fast«, siger klimaminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.
Nok er der indgået politiske aftaler om vejen til klimamålenes opnåelse, men det kan klimaet ikke mærke, før de er ført ud i virkeligheden.
I klimaprogrammet understreger ministeriet vigtigheden af, at de mange klimaplaner også udmønter sig i konkret omstilling.
»For at et vedtaget virkemiddel skal få reel effekt, kræver det fuld og rettidig implementering og gennemførsel af virkemidlet«, påpeges det i klimaprogrammet.
Minister Lars Aagaard anerkender, at det store fokus nu er på at sikre, at de løbende klimapolitiske aftaler siden klimavalget i 2019 også bliver gennemført.
»Vi har store aftaler, der skal implementeres, og vi skal sikre rammer, der gør det så nemt som muligt for både borgere og virksomheder at tage del i omstillingen og bringe os over målstregen«, siger han i pressemeddelelsen.
Folketinget har vedtaget en række klimaaftaler, som endnu ikke har leveret CO2-reduktioner i virkeligheden.
Det gælder eksempelvis planerne om CO2-fangst og lagring, der stadig er i sin opbyggende fase, men som først ventes at levere reduktioner i de kommende år.
Det samme gør sig gældende for den stort anlagte Grønne Trepart for landbruget, der også først vil levere CO2-reduktioner om en årrække.
Heftig krig
Der rettes heftig kritik mod regeringen for klimaprogrammet. Enhedslisten og Alternativet er dybt skuffede efter udgivelsen tirsdag morgen.
De kritiserer klimaprogrammet for at mangle nye klimatiltag.
I stedet rummer udgivelsen blot en opridsning af allerede indgåede klimaaftaler, lyder kritikken.
»Klimafremskrivningen skal være det dokument, hvor regeringen fremlægger, hvad de vil gøre for at tage ansvar for at løse de konkrete udfordringer og sikre, at reduktionerne hives hjem i tid«, siger Enhedslistens klimaordfører, Leila Stockmarr.
Det er ikke tilfældet, mener hun.
»Nu er det blevet til et museumsdokument, hvor regeringen ser tilbage på tidligere bedrifter, men ikke fremlægger noget nyt«, fortsætter Leila Stockmarr.
I Alternativet frygter man, at regeringen først vil opdage manglende gennemførte reduktioner for sent.
»Alt tyder på, at implementeringen bliver svær, og de planlagte genbesøg af klimaaftalerne ligger så sent, at det i praksis kan blive umuligt at lave nye politiske aftaler og ny implementering«, siger klimaordfører Torsten Gejl.
I Enhedslisten er man ikke tilfreds med meldingen fra ministeren, fordi det ifølge partiet ikke følges op af konkret handling for at sikre implementeringen.
»Man tager ikke de massive udfordringer med at omsætte ambitioner på et stykke papir til reelle CO2-reduktioner alvorligt«, siger Leila Stockmarr.
Folketinget har vedtaget en række klimaaftaler, som endnu ikke har leveret CO2-reduktioner i virkeligheden.
Det gælder eksempelvis planerne om CO2-fangst og -lagring, der stadig er i sin opbyggende fase, men som først ventes at levere reduktioner i de kommende år.
Det samme gør sig gældende for den stort anlagte Grønne Trepart for landbruget, der også først vil levere CO2-reduktioner om en årrække.
Torsten Gejl fremfører dog, at der er udfordringer forbundet med realiseringen af begge områder.
Regeringen har i sine klimaaftaler indskrevet genbesøg af aftalerne for at sikre, at de leverer de lovede reduktioner inden 2030, men Torsten Gejl mener, at det vil ske for sent.
»Hvis vi skal rette op på de enkelte initiativer, fordi de ikke præsterer de forudsete CO2-reduktioner, skal vi først lave analyser, forhandle, lave nye politiske aftaler og implementere dem. Det når vi aldrig på så kort tid«.
ritzau




























