Regeringen har udskudt et gigantisk udbud af en af de vigtigste klimateknologier til landbruget, pyrolyse. Udbuddet skulle allerede med start næste år have givet i alt ti milliarder kroner i statsstøtte frem til 2045 til pyrolyse.
Regeringen har imidlertid besluttet at inddrage de 192 millioner kroner, som allerede næste år var sat af til pyrolyse. De skal i stedet bruges til at betale en del af den højere erstatning til landmænd, som til næste år bliver tvunget til at bruge mindre gødning for at forbedre havmiljøet.