Højere temperaturer kan ifølge en prognose fra klimaforskere føre til 451.000 dødsfald på verdensplan fra september til februar.
Temperaturstigningerne er i høj grad forårsaget af klimafænomenet El Niño, som ventes at blive særligt kraftigt de kommende måneder.
Det fremgår af en rapport fra forskningsenheden Climate Impact Lab på University of Chicago.
Det er primært på den sydlige halvkugle, at højere temperaturer ventes at føre til flere dødsfald det næste halve år.
»El Niño skubber os reelt ind i fremtiden - og udsætter os for temperaturer, som først vil være almindelige om to årtier - inden vi har haft tid til at tilpasse os og beskytte os selv«, skriver forfatterne bag rapporten.
De fem lande, hvor der ifølge prognosen vil dø flest mennesker som følge af højere temperaturer frem til februar, er Nigeria, Indonesien, Sudan, Indien og Brasilien.
El Niño sættes i forbindelse med høje havtemperaturer i Stillehavet omkring Ækvator, og de højere havtemperaturer fører typisk til højere lufttemperaturer, mere regn i nogle regioner og mindre regn andre steder.
ritzau