Over 150 lande har nu indsendt klimaplaner til FN for deres indsats frem mod 2030. Planerne omfatter over 85 procent af de globale udledninger af drivhusgasser og giver dermed det første indtryk af, om verden er på rette kurs i forhold til at holde den globale opvarmning under 2 grader.
Det er ikke tilfældet. Som det ser ud nu, er en 2,7 grader varmere verden et mere sandsynligt udfald. Derfor er det helt afgørende, at FN’s klimakonference i Paris til december beslutter, at planerne skal revideres i god til inden 2030.
Eller som EU’s tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, udtrykker det:
»Vi er der slet ikke endnu. Derfor er det vigtigt at fastholde 2 graders-målet og at beslutte, at man skal kigge på det i hvert fald hvert femte år. Et succeskriterium for Paris må være, at når mødet er slut, er der stadig mulighed for, at verden kan holde sig under de 2 grader«.
Af yderste vigtighed
I en af de organisationer, som analyserer og vurderer klimaplanerne, Climate Action Tracker, skærer Marcia Rocha det ud i pap.
»Det er af yderste vigtighed, at vi får en revurdering af disse mål i god tid før 2025. Vi kan ikke vente med at se på det til 2030, for ifølge klimamodellerne gør det en kæmpe forskel, om de globale udledninger begynder at falde i 2025 eller i 2030. Fem år ekstra med stigende udledninger vil betyde en ekstremt høj pris for landene selv, for så skal deres udledninger reduceres mere efterfølgende. Det kan vi jo ikke komme udenom«, siger Marcia Rocha.
Hun er klimapolitisk chef i Climate Analytics i Berlin, det ene af de fire selvejende, videnskabelige institutter, der står bag Climate Action Tracker (CAT).
CAT vurderer landenes klimaplaner ud fra, om landene løfter en fair andel af byrden. Landene får karakter efter, hvordan de ligger i forhold til vejen frem mod 2 graders målet, kombineret med hvad det enkelte land kan og bør gøre for at få styr på sine udledninger. Det lille bjergland Bhutan har opnået den højeste vurdering som 'forbillede', fordi landet er CO2-neutralt, mens foreløbig kun to lande, Marokko og Etiopien, har opnået det næstbedste prædikat, ’tilstrækkelig’, for deres planer. EU må derimod nøjes med den mindre positive vurdering ’medium’, fordi unionen burde gøre mere.
I en analyse offentliggjort i dag, torsdag 1. oktober, har organisationerne bag Climate Action Tracker regnet sig frem til, at de afgivne løfter vil betyde en global opvarmning på 2,7 grader. Det er en klar forbedring i forhold til december sidste år, hvor løfterne ville resultere i en opvarmning på 3,1 grader.
Tidkrævende vurderinger
Planerne er meget forskellige, fordi landene ved sidste års klimamøde ikke kunne enige om at opstille faste krav til planernes indhold og opbygning. Det gør sammenligning og vurdering af dem vanskelig. Marcia Rocha fortæller, at det tager tre-fire dage for et hold på fire-fem personer at gennemgå og vurdere en enkelt plan.
»Det er meget, meget tidkrævende at nå til bunds i tallene. Der kan være mange antagelser bag det, der umiddelbart ser ud som et enkelt procentmål. Og vi har endda arbejdet med at vurdere klimaplaner siden 2009, så vi er ikke begyndt på bar bund«, siger hun.
SE OGSÅ
Danmark kan få problemer med 2030-målLangt hovedparten af de rige lande – både de ’gamle’ rige lande i Europa og Nordamerika og ’nye’ rige lande som Sydkorea og Singapore – har indsendt klimaplaner. Dog glimrer de rige lande i Mellemøsten, som traditionelt har været meget fodslæbende i klimaforhandlingerne, med deres fravær. I den region havde kun Jordan, Libanon og Israel indsendt klimaplaner før deadline 1. oktober.
Derimod har mange små, fattige udviklingslande opstillet mål for at begrænse deres udledninger. De udgør som oftest udgør en forsvindende lille andel af de globale udledninger, men landenes planer spiller alligevel en rolle for klimaet, siger Connie Hedegaard, der i dag er formand for KR Foundation.
»Det har bidraget til at lægge pres på de store udviklingslande for at få dem til at melde ud. Når tilstrækkeligt mange mindre lande siger, at de kan godt finde ud af at udarbejde en klimaplan, er det pinligt for store lande som Brasilien og Kina at sige, at de ikke kan nå at blive klar«.
Hun er ikke i tvivl om, at presset har virket, for alle de store udviklingslande med undtagelse af Indien indsendte planer inden 1. oktober.
SE OGSÅ
Lille fattig østat påtager sig frivilligt stor klimaopgaveBrasilien er et af de få udviklingslande, som vil skære ned på sine udledninger og ikke bare dæmpe deres stigningstakt.
Mange udviklingslande angiver to forskellige mål i deres klimaplaner: Et, der drejer sig om, hvor meget de selv har råd til at dæmpe deres udledninger, og et andet, højere mål, som de vil opfylde, hvis de kan få tilstrækkelig international teknologisk og økonomisk støtte.
Jarl Krausing, chefkonsulent i den grønne tænketank Concito, mener, at mange udviklingslande i deres planer er ret konservative, når de har vurderet, hvor stor en indsats de selv kan gøre.
»Vi kan hurtigt blive overhalet af en virkelighed, hvor nogle lande vil blive i stand til at rykke meget hurtigt selv, længere end de mål, de har angivet, fordi der kommer et investeringspres i vækstøkonomier. De er jo nødt til at udvikle deres infrastruktur«, siger Jarl Krausing og tilføjer:
»Vi er selv blevet overrasket af, hvor meget teknologispring har betydet for vores egen omstilling herhjemme. Det vil også ske i udviklingslande, og det vil have en positiv effekt«.
De rige lande mangler pengeoversigt
Spørgsmålet om finansiering ses som afgørende i forhold til at få en international klimaaftale i hus i Paris. I sidste uge kom både Frankrig og Storbritannien med løfter om ekstra klimafinansiering. Connie Hedegaard mener i lighed med Jarl Krausing, at der sker meget på finansieringssiden, ikke mindst i forhold til at få den private sektor inddraget.
»Men de rige lande mangler at få præsenteret i en samlet, overskuelig form, hvad de faktisk gør på finansiering. Det begynder at haste«, siger hun.
Ved Cop15 i København lovede de rige lande, at der i 2020 vil være 100 milliarder dollar om året til rådighed til klimafinansiering. I klimaforhandlingerne efterlyser udviklingslandene en plan for, hvor pengene skal komme fra.
Mange af udviklingslandene har også sat tal på omkostningerne i deres klimaplaner, både hvad angår grøn omstilling og den klimatilpasning, som for mange af dem er langt vigtigere end grøn energi. Derimod gør de rige lande i deres planer ikke rigtig noget ud af hverken klimatilpasning eller finansiering.
FN’s klimasekretariat vil senest 1. november offentliggøre en sammenfatning af klimaplanerne. Hvis du selv vil studere landenes klimaplaner, findes de her .
fortsæt med at læse
