Verden over kæmper folk for at tilpasse sig et ændret klima. For de fleste vil helst blive, hvor de er. Men både ekstremt vejr, som rammer i form af storme og oversvømmelser, og mere snigende ulykker som svigtende regn og indtrængende saltvand, der ødelægger jorden, sender allerede i dag titusinder af mennesker på flugt.
»Mellem 2008 og 2014 blev knap 62.000 mennesker om dagen jaget hjemmefra af vejr- og klimarelaterede katastrofer. Andre blev nødt til at flytte på grund af havstigninger, ørkenspredning eller miljønedbrydning«, fastslår en rapport fra The Nansen Initiative, et internationalt initiativ finansieret af Norge og Schweiz.


























