Den danske regerings neddrosling af de grønne ambitioner og de konkrete klimamål er blevet bemærket af de internationale ngo'er. Onsdag blev Danmark tildelt prisen som dagens fossil ved FN's klimamøde i Paris, COP21.
Prisen er siden 1999 blevet uddelt af det internationale klimanetværk CAN International, der repræsenterer 950 NGO’er fra hele verden. Under COP'erne uddeles den dagligt til et land eller en organisation, som ikke gør noget for at bringe klimaforhandlingerne fremad eller som ligefrem trænerer dem.


























