Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, blev mødt med klapsalver, da han i eftermiddags havde præsenteret et nyt udkast til en klimaaftale for alle ministrene og forhandlerne ved klimatopmødet og sendte dem ud for at læse og diskutere den.
På det tidspunkt vidste de ikke mere om den nye tekst, end at den var på 29 sider mod de 49 sider, som det forrige udkast fra i lørdags strakte sig over. Og at tre fjerdedele af de firkantede parenteser, der markerer uenighed, var forsvundet.
Men i de store haller i konferencecentret udenfor Paris er der en stemning af, at mødet denne gang faktisk vil munde ud i en ny klimaaftale.
Næsten alle de 196 deltagende lande har trods alt udarbejdet og indsendt klimaplaner, der er pres både fra dele af erhvervslivet og fra offentligheden, og langt de fleste lande ønsker faktisk en international klimaaftale.
Ny, ambitiøs koalition
Det sidste blev understreget, da en ny koalition af lande, som omfatter omkring 100 lande, heriblandt mange udviklingslande, de små østater, EU, USA og flere latinamerikanske lande, sidst på dagen trådte frem som en ’koalition for høj ambition’. Og erklærede, at de vil kæmpe for at skærpe teksten.
»Teksten er ikke modig nok og endnu ikke ambitiøs nok. Vi vil arbejde hårdt for at øge ambitionen«, sagde EU’s klima- og energikommissær, Miguel Arias Canete på gruppens pressemøde.
Samtidig er forventningerne til aftalen faldet, påpeger ngo’erne.
»Spørgsmålet er, om vi vil være drevet af ønsket om at få en aftale for enhver pris – eller om der også vil være ambitioner«, som Samantha Smith fra WWF udtrykte det på et pressemøde.
Laurent Fabius understregede, at selv om der er gjort fremskridt, mangler der stadig meget.
Tre store knaster
Han pegede på, at der især er tre store knaster tilbage i udkastet: penge til grøn omstilling og klimatilpasning i de fattige lande, hvordan man skal skelne mellem rige og fattige lande i aftalen, samt ambitionsniveauet for den samlede klimaaftale.
På de fleste af de øvrige områder er der nu »klare valgmuligheder« for ministrene, sagde Fabius.
Disse valgmuligheder dækker dog over ganske store uenigheder. For eksempel om centrale emner som hvor meget åbenhed der skal være om, hvorvidt landene lever op til deres egne klimaplaner.
Derimod ser der ud til at være en vis opblødning i de ellers skarpt optrukne fronter mellem de gamle industrilande og gruppen af udviklingslande om, hvordan aftalen kan omtale, at der er andre end de gamle industrilande, som kan betale til de fattigste landes klimaindsats.
Her fastslår udkastet nu meget klart, at der vil være tale om frivillige bidrag fra disse landes side.
Ngo’erne giver udkastet en forsigtig modtagelse.
»Vi har elementer til en stærk aftale, men der er også elementer til en meget svag aftale«, siger Kaisa Kosonen, Greenpeace.
De er bekymrede for for flere dele i teksten. Blandt andet den langsigtede målsætning, som skal ’oversætte’ målet om at holde den globale opvarmning under 2 grader til noget mere håndgribeligt, for eksempel et mål for, hvor meget den globale CO2-udledning skal sænkes inden 2050.
Det vil kunne give erhvervslivet og investorerne en klar ledetråd for grøn omstilling, men den type mål møder hård modstand, især fra olielandene.
Vigtigt med hurtig revision
Afsnittet om klimatilpasning er stort set uden firkantede parenteser. Den del af de fattige landes klimaindsats er meget afhængig af ren bistand, fordi private investorer ikke kan få noget udbytte ud at investere i for eksempel diger i udviklingslande. Her er det et problem, at udkastet ikke længere sætter tal på, hvor stor en del af klimabistanden, der skal gå til tilpasning, siger Celine Charveriat fra den store udviklings-ngo Oxfam International.
Troels Dam Christensen, der er koordinator for det danske ngo-samarbejde i 92-gruppen, peger på endnu et centralt emne: den mekanisme, der skal sikre, at aftalen og landenes klimaplaner revideres regelmæssigt. Og at den proces går i gang meget hurtigt, fordi det står klart, at landenes nuværende klimaplaner ikke er nok til at begrænse den globale opvarmning til 2 grader. Også her rummer udkastet flere muligheder.
»Ambitionsmekanismen er en af prøvestenene. Dybest set skal man starte processen i det øjeblik, man går ud af døren her i Paris, og få hævet ambitionsniveauet i planerne allerede inden 2020«, siger han.
fortsæt med at læse
