Det fyger med grønne løfter i valgkampen. Aldrig før har klima og miljø stået så højt på dagsorden. Men efter valget melder hverdagen sig. De grønne løfter skal finansieres, og hvor skal pengene komme fra? Måske burde en kommende regering se mod Holland. Den hollandske stat har udbudt såkaldte grønne obligationer i en hidtil uset størrelsesorden. På et døgn fik staten investeringer for 45 milliarder kroner. Der var endda flere investorer, der ville købe, end der var obligationer til salg.
De indhentede milliarder skal gå til klimarelaterede projekter i landet. Det gælder blandt andet energioptimering, grønne transportmidler og klimasikring, for eksempel diger mod stormfloder.


























