Frem mod 2030 vil den danske pensionssektor investere 350 milliarder kroner i den grønne omstilling.
Det annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) og den danske pensionsbranche i aftes i en pressemeddelelse.
Klimaforkæmper John Nordbo fra ngo’en Care kalder det en stor investering, men det afhænger af, hvad den præcise målsætning er.
»Jeg har ikke set noget konkret på, hvad det er, de binder sig til. Den store investering afhænger af, hvor håndfast forpligtelsen er, eller om det bare er noget, de estimerer, at de vil gøre«, siger han og forklarer, hvad det konkrete kan være:
»Jeg synes ikke, det fremstår klart, hvilke pensionsselskaber der er omfattet af forpligtelsen, og hvordan de hver især vil bidrage. Og faktisk heller ikke, hvad de vil investere i - ’grøn omstilling’ er et forholdsvis bredt begreb«.
Danske pensionskasser vil investere 350 milliarder i grøn omstillingUdmeldingen om investeringen kommer forud FN’s klimatopmøde senere i dag, hvor verdens toplederne skal forholde sig til klimakrisen. Til mødet skal statsminister Mette Frederiksen (S) holde en tale på baggrund af regeringens store ambition om at skære udledningen af drivhusgasser ned med 70 procent i 2030.
Den ambition støtter den danske pensionsbranche nu op om, og hvis forpligtelsen holder, sender det et vigtigt signal, siger John Nordbo.
»Det er et pænt stort beløb, som forhåbentlig også er med til at signalere over for andre lande, hvor man har pensionssystemer, der minder om det danske, at der er store institutionelle investorer, som tror så meget på den grønne omstilling«.
Foruden Mette Frederiksen skal tre andre danskere også holde tale på FN’s klimatopmøde. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) skal tale på vegne af C40-netværket af klimaambitiøse storbyer.
Derudover skal Søren Toft, der er formand for A.P. Møller - Mærsk og direktøren for Ørsted, Henrik Poulsen, fortælle om det grønne arbejde i deres brancher.
fortsæt med at læse


























