De længste klimaforhandlinger, FN nogensinde har oplevet, er søndag endt med en kompromisaftale i den spanske hovedstad, Madrid.
Det skriver flere internationale medier.
De delegerede ved FN's klimakonference i Madrid, COP25, har besluttet at udskyde et vigtigt spørgsmål om regelværk for kvotehandel til næste år. Det skriver nyhedsbureauerne NTB og AP.
Forhandlingerne om dette skal i stedet drøftes ved næste klimamøde i Glasgow i Skotland i november 2020.
Klimatopmødet i Madrid skulle være sluttet fredag aften, men blev forlænget på grund af uenigheder om, hvad der skulle stå i sluterklæringen.
Søndag er udsendinge fra 196 lande nået frem til en vag sluterklæring, der efterlyser højere ambitioner, når det gælder nedskæringer i klimaskadelige udledninger, skriver NTB.
Landene er enige om at fremlægge nye, detaljerede planer for, hvordan man skal skære ned på udledning af de klimaskadelige stoffer, når de mødes igen i Glasgow næste år.
EU var blandt fortalerne for at højne ambitionerne på klimaområdet, mens store lande som USA, Brasilien, Indien og Kina var imod.
»Resultatet af COP25 er virkelig en blandet omgang og meget langt fra, hvad videnskaben fortæller os er nødvendigt«, siger Laurence Tubiana fra ngo'en European Climate Foundation til den britiske tv-station BBC.
»De store spillere, der skulle have leveret i Madrid, levede ikke op til forventningerne. Men takket være en progressiv alliance af små østater, europæiske, afrikanske og latinamerikanske lande, har vi fået det bedst mulige resultat - mod de store forureneres vilje«, siger hun.
»Det er dybt skuffende«
Men ifølge Folkekirkens Nødhjælp virker det således nu »på ingen måde realistisk«, at verdens lande skal kunne holde sig under den en global temperaturstigning på 1,5 grader, som Parisaftalen fra 2015 har som mål.
Det siger generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist Sørensen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
»Verdens lande har ikke magtet at vise lederskab, og Madridaftalen lægger ikke op til den ambition, som vi havde håbet på«.
»Det er dybt skuffende, og det er svært at forstå, at politikerne kan være så ude af synk med forskning og befolkning«, siger Birgitte Qvist Sørensen.
Beslutningen om de klimaskadelige stoffer skal i stedet drøftes ved klimamødet i november 2020 i Glasgow i Skotland.
ritzau
fortsæt med at læse




























