Så oplevede vi endnu et mislykket klimatopmøde. I stedet for at forpligte sig til større drivhusgasreduktioner endte verdens lande på det nylige topmøde i Madrid med at skændes om regler for handel med rettigheder til udledning af drivhusgasser og overførsel af penge til de fattige lande. Efter den opmuntrende Paris-aftale i 2015 har de årlige klimatopmøder bragt skuffelse på skuffelse. Møderne har været en ubehagelig påmindelse om, at verden består af nationalstater, der mest tænker på deres egne snævre interesser og satser på, at andre lande vil påtage sig omkostningerne ved at sikre et stabilt klima.
Hvordan kan vi så stadig gøre os håb om, at der snart vil ske fremskridt i kampen mod den globale opvarmning? Mit bud på et svar bygger på en illusionsløs antagelse om, at de vigtigste aktører i international klimapolitik primært vil forfølge deres egne nationale interesser.
