Sidste år fik vi en forsmag på, hvad klimaændringerne vil bringe i form af varmerekorder og mere ekstremt vejr. 2019 blev det næstvarmeste år, der nogensinde er målt, og det afsluttede det hidtil varmeste årti.
Det fremgår af den årlige rapport om det globale klima, som FN’s meteorologiske organisation WMO udsendte tirsdag. Rapporten fortæller om hedebølger både til lands og til havs, om voldsomme tropiske storme, ekstremregn og oversvømmelser, om smeltende is og faldende iltindhold i havene – og om de konsekvenser, det har i form af sult og sygdomsspredning.


























