Der er lørdag målt over 20 grader i øgruppen Svalbard, der er et arktisk område nord for Norge.
Det skriver det norske medie NRK.
Ifølge NRK er det første gang i 40 år, at der er målt over 20 grader på Svalbard. Det er også anden gang nogensinde.
Omkring klokken 14.30 sneg temperaturen på Svalbard sig op på 20,7 grader.
Dermed kan lørdagens vejr meget vel komme til at slå rekorden på 21,3 grader, der blev målt 16. juli 1979, siger norsk statsmeteorolog Magnus Ovhed.
»Vi har lidt et omvendt vejr i dag. Varmerekorden fra 1979 kan være i fare i løbet af dagen«, siger han til NRK.
Magnus Ovhed fortæller, at der omvendt er målt omkring 15 grader i det sydlige Norge. Svalbard er altså et af de varmeste steder i Norge denne lørdag, lyder meldingen.
De høje temperaturer betyder også, at der i øjeblikket er meget smeltevand, som medfører en langt højere vandstand end i en almindelig juli. Det gælder særligt i den tidligere mineby Longyearbyen, hvor der i gennemsnit er seks grader om sommeren.
ritzau
fortsæt med at læse




























