Virkeligheden overhalede den klimapolitiske debat, da Total onsdag overraskede regeringen og Folketinget ved at tilbagetrække sin ansøgning til Energistyrelsen om at være med i jagten på ny olie.
I et år havde Total, som for tre år siden købte Maersk Oils aktiviteter i Nordsøen, sammen med tre andre olieselskaber ventet på at få at vide, om de kunne få lov til at bore efter nye forekomster af olie og gas i den 8. udbudsrunde.




























