Skal man tro Bibelen, har profeter stor ære, bortset fra i deres eget hjemland. Det er et ordsprog, klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) – uden ligefrem at være en profet – sikkert kan nikke genkendende til.
Det seneste år har ministeren lagt øre til voldsom kritik fra støttepartier, organisationer og eksperter for ikke at være tilstrækkelig ambitiøs i sin klimapolitik. Men uden for Danmark er han en eftertragtet person. Så eftertragtet, at han inden for de seneste dage er valgt til to tunge poster som pennefører og tovholder hos henholdsvis FN og de rige landes handelsorganisation OECD.




























