Det bør være muligt at få grøn energi til at spille sammen med naturhensyn, så der ikke bliver tale om et enten-eller. Det er udgangspunktet for et initiativ fra Dansk Energi, som sammen med vindindustrien i Wind Denmark nu inviterer grønne organisationer til at deltage i et ’laboratorium’, som skal stå for en uafhængig kortlægning af mulighederne for at forene natur med vindmøller og solcelleprojekter.
Initiativet kommer på baggrund af flere konkrete sager, hvor de relevante ankenævn har afvist miljøundersøgelser af grønne energiprojekter som værende utilstrækkelige. Samt problematikken i forbindelse med den foreslåede kystnære havvindmøllepark Omø Syd, som ligger i kanten af et område i Smålandsfarvandet, som Miljøministeriet i marts foreslog at udlægge som fuglebeskyttelsesområde.


























