Solformørkelser som den, der kan ses over Danmark torsdag middag, er en helt særlig naturoplevelse (og ufarlig, hvis man husker at beskytte øjnene). Men for de mennesker, der sikrer strøm i stikkontakten, er de en udfordring – og den vil blive mange gange større i de kommende år.
For selv en delvis solformørkelse som den, der finder sted i Europa, betyder på kort tid en brat nedgang i den energi, der produceres af solpaneler over hele kontinentet. Faldet skal dækkes af andre kilder, for eksempel tysk kulkraft, svensk atomkraft, norsk vandkraft eller dansk havvind.




























