Opdateret klokken 13.20.
Det er ikke sikkert, at klimatopmødet i Glasgow når så langt, som det gerne skulle
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), der selv deltager i møderne og forhandlingerne om at få sænket CO2-udslippene, så de globale temperaturstigninger kan holdes på 1,5 grader eller derunder. Forslag fra de store lande i G20-sammenslutningen er ikke vidtrækkende nok, advarer hun.
»Vi mangler nogle af de andre store, så derfor tror jeg ikke, at vi når i mål med alt på dette klimamøde. Jeg synes godt, at G20 kunne være gået længere«, mener hun og tilføjer: »Vi skal holde fast i de 1,5 grader, og det kommer vi til at lægge alle vores kræfter i«.
Til gengæld ser hun en »ret stor kampgejst« fra en række lande, når det gælder en effektiv indsats.
»Og jeg har stor tiltro til USA med præsident Joe Biden i spidsen. Vi mangler nogle af de andre store. Men jeg tror, vi får skubbet lidt mere til tingene«.
Klimaminister Dan Jørgensen oplyser, at der arbejdes på forskellige løsninger: »Konkret ser vi nu på, hvor der kan være forskellige landingsbaner, hvad gør vi for at sikre, at der kommer en mekanisme fremadrettet, som kan være med til at gøre det klart, at vi faktisk har en chance for at nå en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader«.
Det er ikke let, tilføjer han: »Den dårlige nyhed er, at der stadig er lang vej hjem. Tæller man det sammen, som er lovet nu, så vil det føre til temperaturstigninger på lige under 3 grader. Og vi skal helt ned på 1,5 grader. Så der er lang vej igen«.
Premierminister: Det er ved at være sidste udkald
Der er ingen tid at spilde. Ingen.
Sådan vil budskabet være fra Storbritanniens premierminister Boris Johnson, når han mandag, som vært for klimatopmødet i Glasgow holder sin åbningstale.
Nyhedsmediet CNN skriver, at han ifølge bemærkninger sendt til journalister forud for åbningstalen vil slå fast, at »vi er nødt til at handle nu«, og at »klokken er et minut i midnat«.
»Vi er nødt til at bevæge os væk fra snak og debat og diskussion til at handle fælles på kul, biler, kontanter og træer. Ikke flere forhåbninger, selv om de er værdifulde, men klare forpligtelser og konkrete tidsplaner for forandring«, lyder det ifølge CNN fra Johnson.
FN-klimatopmødet, der varer to uger og starter mandag, sker efter et år med ekstremt vejr, der har kostet hundredvis af liv på uventede steder, der har overrasket selv klimaforskere.
Menneskeheden er bagud 5-1 ved pausen. Der er lang vej, men vi kan gøre det
Danmark får afgørende rolle
Ifølge EU’s klimakommissær, Frans Timmermans har Danmark ambitiøse klimaplaner, og FN-klimatopmødet COP26 bliver en mulighed for at udvise grønt lederskab.
»Danmark har været et af de førende lande i EU og arbejder sammen med andre for at skubbe den europæiske barre endnu højere«.
»COP26 vil derfor være en mulighed for Danmark for at vise dets internationale grønne lederskab og demonstrere nogle af de løsninger, der skal bruges for at nå målene«, siger Frans Timmermans i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Timmermans fremhæver også en rolle, som den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), har fået af formanden for COP26, britiske Alok Sharma.
Menneskeheden er bagud 5-1
Boris Johnson har sammenlignet kampen mod klimakrisen med et fodboldhold, der tabte 5-1 ved pausen.
Han har ifølge The Guardian indrømmet overfor journalister, at han ikke altid har været overbevist om klimaændringerne. Kort tid efter han blev premierminister skiftede han imidlertid holdning i takt med, at han blev forelagt ny viden af regeringens videnskabelige rådgivere.
»Der er absolut ingen tvivl om, at det (klimaforandringerne, red) er en realitet, som vi må se i øjnene«, lyder det nu fra Boris Johnson, der ifølge ham selv har forsøgt at påvirke Kinas præsident Xi Jinping til at bruge mindre kul under en telefonsamtale fredag.
Ifølge Boris Johnson er det ikke nok, hvad de store lande i verden byder ind med, og det kan få alvorlige konsekvenser for planeten, mener han.
»Jeg vil sige, at menneskeheden er bagud 5-1 ved pausen. Der er lang vej, men vi kan gøre det. Vi har evnen til at komme tilbage, men det kommer til at kræve en enorm indsats«.
Hvis ikke der bliver gjort væsentlige fremskridt i løbet af de næste 14 dage under klimatopmødet i Glasgow, kan menneskeheden og civilisationen være i fare, vurderer Johnson:
»Når tingene begynder at gå galt, kan det gå galt med ekstraordinær hastighed«.
Skal i mål med Parisaftalen
Formålet med klimatopmødet er at få skruet op for verdens klimaindsats. For det er der brug for, hvis man vil leve op til Parisaftalen, har den ene rapport efter den anden fastslået.
I Parisaftalen, som blev indgået ved et klimatopmøde i 2015, er det aftalt, at temperaturstigningen skal holdes på højst 2,0 grader - og helst under 1,5 grader - sammenlignet med niveauet før industrialiseringen.
Og det kræver en markant øget indsats, hvis det skal nås. Det fastslog en rapport fra FN’s miljøprogram (Unep) og DTU tirsdag i sidste uge.
Her fremgik det, at udledningen af drivhusgas skal omtrent halveres inden 2030, hvis Parisaftalens mål om at begrænse global opvarmning til 1,5 grader i 2100 skal opnås.
Frans Timmermans mener, at klimakrisen har nået et punkt, hvor ingen længere kan benægte dens effekter. Han vil have en løsning på bordet i Glasgow.
»Når vi forlader Glasgow - formentlig i de tidlige morgentimer i den sidste weekend - vil jeg have en aftale, som holder de 1,5 grader, vi aftalte i Paris, inden for rækkevidde«, siger han.
FAKTA
COP26
- Klimatopmødet i Glasgow 1.-12. november er den 26. i rækken af årlige FN-klimakonferencer. Corona udskød mødet med et år fra 2020.
- Til åbningen 1. og 2. november har over 100 stats- og regeringschefer meldt deres deltagelse. Blandt dem statsminister Mette Frederiksen (S).
- COP26 bliver det vigtigste klimamøde siden topmødet i Paris i 2015, der resulterede i en global aftale med forpligtelser for både ilande og ulande.
Kilde: Ritzau
fortsæt med at læse



























