Luften er så tung, at mundbindet føles tæt på umuligt at trække vejret igennem i det lavloftede forhandlingslokale, hvor klimaminister Dan Jørgensen (S) har taget plads bag et af de ydmyge borde, som Ikea har sponseret. Hans to medarbejdere nikker kun kort op og fortsætter ellers arbejdet bag hver deres computer, da ministeren byder velkommen til interviewet.
Han sidder bag vægge og lofter så tynde, at overboernes højlydte samtale og fodtrin af og til træder tydeligt frem i det nøgne kontorlandskab, som de britiske værter i al hast har banket op af standardplader i konferencecentret i Glasgow, hvor klimatopmødet finder sted.




























