Pludselig stormer aktivisterne Moltkes Palæ. De vil ind i den 300 år gamle bygning i hjertet af København, som adskillige politifolk bevogter.
De vil ind i palæet, fordi der bag murene sidder ministre og topembedsfolk fra små 50 lande, herunder næsten alle verdens store økonomier, for at tale om, hvad der skal gøres ved klimakrisen. Det har aktivisterne lyst til at fortælle dem: Meget mere! Nogle få trænger ind og smider sig nærmest på trappen indenfor, før politiet resolut verfer dem ud igen.



























