En rundspørge blandt Dansk Industris medlemmer viser, at knap hver tredje har udskiftet gas med anden energi.

Virksomheder udskifter naturgas med el og olie

Ifølge Dansk Industri har 71 af 242 adspurgte virksomheder skiftet gas ud med enten el eller olie. Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Ifølge Dansk Industri har 71 af 242 adspurgte virksomheder skiftet gas ud med enten el eller olie. Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Lyt til artiklen

De høje naturgaspriser presser landets virksomheder, og nu har flere sagt stop, viser en ny rundspørge foretaget blandt Dansk Industris medlemmer. 71 af de 242 adspurgte virksomheder, der tidligere har brugt gas, fortæller, at de har etableret en alternativ energiforsyning på grund af naturgaspriserne. Det svarer til næsten hver tredje.

Årsagen er, at prisen er alt for høj på gas lige nu, fortæller politisk direktør i Dansk Industri, Emil Fannikke Kiær.

»Vi ser virksomheder, der er nødt til at lukke deres produktioner, fordi det ikke er rentabelt. Derfor har man en interesse i at komme væk fra de dyre energikilder«, siger han.

Ud af dem, der har droppet gassen, er 32 procent gået over til el. 26 procent er gået over til olie.

»På den korte bane er det selvfølgelig ikke godt, at nogle virksomheder overgår til mere sorte brændsler«, siger Emil Fannikke Kiær.

»Men det er simpelthen nødvendigt for at kunne opretholde en produktion, som vi i hele samfundet har så stor glæde af«, tilføjer han.

At gå over til en anden energiform vil have en god effekt på gaspriserne, siger professor i energiplanlægning fra Aalborg Universitet Henrik Lund.

»Det vil sænke efterspørgslen på gas, og når gaspriserne falder, falder elpriserne også«.

Men det er ikke godt for den grønne omstilling, at virksomhederne går over til olie, siger Henrik Lund:

»CO2-emissionerne vil stige, for der kommer mere CO2 fra olie, end der gør fra gas«.

Det er bedre at gå over til el, der ikke i sig selv er skadeligt for klimaet, hvis vi bare producerer nok vindenergi, siger professoren:

»Det forudsætter, at vi får bygget vindmøller, men det kan vi nok ikke nå så hurtigt, som virksomhederne går over til el lige nu«..

Derfor er det endnu bedre at gå over til fjernvarme, der er mere energieffektiv. 19 procent af de virksomheder, der udskiftede gas, gik over til fjernvarme.

»Det er det samme som at gå over på el, bare på en mere energieffektiv måde«, siger Henrik Lund.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her